Syriske kurdere: Hvis Trump forlader os, kan vi gå til Putin eller Assad

Den kurdiske milits er klar til at tale med både Syrien og Rusland, hvis USA trækker sig ud af omstridt grænseområde.

USA meddelte i går, at man har vil trække amerikanske styrker ud af det kurdisk kontrollede grænseområde i Syrien forud for en tyrkisk invasion. (Foto: © Staff Sgt. Andrew Goedl, Scanpix)

Syriens viceudenrigsminister opfordrer nu den kurdiske milits i landet til at slutte sig til regeringens side.

Det sker, efter at USA, som er allieret med kurderne, i går besluttede at trække en mindre gruppe af amerikanske soldater ud af det kurdisk kontrollerede grænseområde i det nordøstlige Syrien.

Den amerikanske exit fra grænseområdet kom i kølvandet på Tyrkiets udmelding om, at de snart vil indlede en militæroffensiv mod området.

Men i stedet for at 'kaste sig i afgrunden' bør de kurdiske militser slutte sig til regeringens side. Sådan lyder det i en opfordring fra Syriens viceudenrigsminister, Faisal Mekdad. Det skriver Reuters.

- Syrien byder alle sine sønner velkomne, og regeringen i Damaskus vil løse alle Syriens problemer på en positiv måde og uden vold, lyder det i udtalelsen fra viceudenrigsministeren.

Han tilføjer også, at Syrien vil forsvare sit territorium og ikke acceptere en invasion - 'på en tøddel af syrisk jord'.

Klar til at tale med Damaskus og Rusland

Hvis USA trækker sig helt ud af grænseområdet nær Tyrkiet, så er det kurdiske lederskab klar til at indgå i dialog med den syriske regering i Damaskus og dets allierede i Moskva.

Sådan lyder svaret fra en talsmand for det kurdiske styrker i det nordøstlige Syrien ifølge Reuters.

- Hvis USA trækker sig fra området, og særligt grænseområdet, så vil vi med sikkerhed, som selvstyret territorium og som SDF (Syriens Frie Demokratiske Hær, som YPG er en del af, -red.) være tvunget til at overveje alle muligheder, siger talsmand Badran Jia Kurd til Reuters og fortsætter:

- Hvis det kommer dertil, vil vi måske føre samtaler med Damaskus eller den russiske side for at opfylde det tomrum, amerikanerne efterlader, eller blokere det tyrkiske angreb, lyder det.

Accept, men ingen støtte

Meldingen om, at USA trækker sine tropper ud af området, kom efter en telefonsamtale mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, natten til mandag.

Her meddelte Erdogan, at Tyrkiet har i sinde at invadere det nordøstlige grænseområde i Syrien.

Ambitionen er at fjerne de kurdiske militser, der kontrollerer området, og oprette en sikker zone, hvortil man vil tilbagesende cirka to millioner syriske flygtninge, som lige nu opholder sig i Tyrkiet.

Selvom USA har accepteret, at invasionen vil finde sted, sker det uden amerikansk opbakning eller støtte, lød det efterfølgende i en udtalelse fra det amerikanske Forsvarsministerium.

- Den amerikanske præsident har gjort det klart, både privat og officielt, at han på ingen måde godkender eller støtter nogen som helst form for tyrkisk offensiv i det nordlige Syrien, og at der ikke vil være nogen involvering fra amerikansk militær eller støtte til nogen som helst operation, som Tyrkiet kaster sig ud i, lyder det ifølge The Guardian.

Donald Trump selv har været ude og true Tyrkiet med økonomisk ruin, hvis de, efter hans opfattelse, går over grænsen.

Også på hjemmebanen har præsident Trump mødt skarp kritik for sin beslutning om at lade kurderne håndtere den forestående tyrkiske invasion alene.

Forsvar bliver førsteprioritet

Den amerikanske beslutning om at trække styrker ud af området har vakt stor vrede - ikke mindst hos de syriske kurdere.

De frygter, at en tyrkisk offensiv vil føre til et tab af det territorium og den selvstændighed, som de har sikret sig under den langvarige konflikt i Syrien.

Kurderne har da også været en af USA's allervigtigste allierede i kampen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) i Syrien. De kurdiske styrker har også kontrollen med to store flygtningelejre, heriblandt Al-Hol-lejren, der huser titusindvis af tilfangetagne IS-medlemmer og deres familier.

YPG har gjort det klart, at det i tilfælde af en invasion ikke længere vil være en høj prioritet for dem at bevogte de mange tusinde IS-krigere - en udmelding, der skaber frygt for, at tusindvis af medlemmer af den fallerede terrorbevægelse kan undslippe og få held med at genetablere sig i Syrien.

Store materielle og menneskelige tab

Heller ikke Iran, som er blandt Syriens nærmeste allierede, mener, at det er en god idé, at Tyrkiet indleder en offensiv.

Sådan lyder det i en udtalelse fra Irans Udenrigsministerium, som opfordrer Tyrkiet til at respektere Syriens suverænitet:

- Ministeriet har fulgt de bekymrende nyheder om muligheden for en tyrkisk militæroffensiv på syrisk jord og mener, at en sådan handling ikke vil løse Tyrkiets sikkerhedsudfordringer, men vil føre til store materielle og menneskelige tab.

Ifølge Tyrkiet er alle forberedelser gjort til den forestående militæroffensiv.