Syriske hospitaler bombet fire gange på 10 dage: "Det vil have svimlende betydning"

FN fordømmer den seneste bølge af bombardementer af hospitaler i Syrien.

Hospitalerne i Idlib-provinsen er hårdt ramt af luftangreb, mens kampene i området er blevet intensiveret, og flere får brug for lægehjælp. (Foto: © Yahya Nemah, Scanpix)

- Jeg er rystet over de vedvarende angreb på hospitaler og andre medicinske faciliteter i det nordvestlige Syrien, der berøver hundredtusindvis af mennesker deres grundlæggende rettigheder til sundhedssystemet.

Sådan lyder det fra Panos Moumtzis, FN's regionale koordinator for Syrien.

Udtalelsen kommer i kølvandet på, at en bølge af angreb har ramt hospitaler og klinikker i den oprørskontrollerede del af Syrien, hvor krigen har raset i snart syv år.

Så sent som i går blev et af Læger Uden Grænsers hospitaler ramt af to luftangreb i Idlib-provinsen, hvor syriske regeringsstyrker ifølge FN kæmper mod oprørsstyrker med både soldater på jorden og kampfly i luften.

Det syriske styre har dog gentagne gange afvist, at blandt andet hospitaler bliver ramt i angrebene.

Hospital modtog døde og sårede fra andet angreb

Det første af angrebene i går ramte Odwai-hospitalets ventelokale, mens det andet ramte en ambulance, der holdt parkeret ude foran.

Angrebene fandt sted, mens sårede og omkomne blev bragt til hospitalet for at få behandling efter et angreb på et stort marked i byen Saraqab, hvor hospitalet også ligger. Ifølge FN blev 11 personer dræbt i angrebet på markedet, mens mindst fem personer blev dræbt i bombardementet af hospitalet.

- Det sidste tilfælde viser den brutalitet, som sundhedssystemet i Syrien bliver angrebet med. At det her angreb skete et sted, hvor man var i gang med at behandle patienter, der kom ind, er særligt groft og en klar overtrædelse af folkeretten, siger Louis Montiel, der er leder af Læger Uden Grænsers mission i det nordlige Syrien.

Angrebet i går er bare det seneste eksempel på, at hospitaler er mål for det syriske regimes bombardementer. Det er fjerde gang på 10 dage, at hospitaler i Saraqib bliver helt eller delvist ødelagt af luftangreb, siger Panos Moumtzis ifølge nyhedsbuerauet Reuters.

- Det vil have svimlende betydning i de sårbare områder, der er berørt af den her konflikt, siger han.

Og befolkningen i Idlib-provinsen er i den grad berørt af krigen. Fra den 15. december til 24. januar er 272.345 mennesker blevet drevet på flugt fra kampe mellem det syriske regime og oprørsgrupper i området, oplyser FN.

- Befolkningen i det her område gennemgår vedvarende og nye lidelser, og de medicinske behov vil sandsynligvis stige. Tabet af Odwai-hospitalet vil have en betydelig indvirkning på folk, der allerede er i nød, siger Louis Montiel fra Læger Uden Grænser.

Russisk dialogmøde

Fordømmelsen af angrebene på hospitaler i Syrien, kommer samme dag som Rusland, der som allieret med den syriske præsident Bashar al-Assad igennem de seneste år har deltaget i krigen med både soldater og kampfly, er vært for et dialogmøde om fremtiden i landet.

Her har mødedeltagerne bestående af Tyrkiet, Iran og det syriske styre udarbejdet en aftale for en komite, der skal udarbejde en ny forfatning for det krigsplagede land. Komiteen kommer til at holde til i Geneve i Schweiz, oplyser den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, til Reuters.

Rusland havde inviteret både Tyrkiet, Iran, det syriske styre og den syriske opposition som deltagere, mens USA og andre vestlige lande var inviteret som observatører.

Selvom den syriske opposition boykottede Ruslands møde, vil den nye komite alligevel komme til at inkludere repræsentanter fra både regeringen og oppositionen, siger Staffan de Mistura, der er FN's særlige Syrien-udsending, til Reuters.

KRIGEN I SYRIEN

  • Krigen i Syrien brød ud i 2011, hvor en bølge af pro-demokratiske oprør fejede over store dele af Mellemøsten og også nåede til Syrien.

  • Kravet om demokrati og reformer blev dog ikke budt velkommen af den syriske præsident Bashar al-Assad.

  • Landets sikkerhedsstyrker begyndte at slå hårdt ned på demonstranter, og siden har demonstrationerne udviklet sig til en sejlivet og brutal borgerkrig med et hav af forskellige oprørsgrupper og militante, jihadistiske bevægelser.

  • Det syriske styre er flere gange blevet anklaget for at stå bag krigsforbrydelser og brug af kemiske våben.

  • Flere end fem millioner syrere er ifølge FN flygtet ud af landet. Langt størstedelen er flygtet til nabolandet Tyrkiet, der huser mere end tre millioner syriske flygtninge.

  • I Libanon har FN registreret lige i overkanten af en million syriske flygtninge, og i Jordan er antallet godt 650.000. Endnu flere lever som internt fordrevne i Syrien.