Syriens regering vil møde FN-mægler igen

FN kan genoptage møder om Syriens fremtid, efter at Syriens delegation er mødt op igen.

Efter mere end en uge væk fra forhandlingsbordet er den syriske regerings delegation vendt tilbage til Genève i Schweiz. Formålet er at genoptage en dialog med FN-mægler Staffan de Mistura.

En journalist fra nyhedsbureauet Reuters har set et fly med Bashar al-Ja'afari, der er Syriens FN-ambassadør og chefforhandler i forsøget på at finde en politisk løsning på krigen i landet, lande i en snestorm i Genève.

Ambassadøren ønskede ikke at give en kommentar.

Ifølge nyhedsbureauet har diplomater fra vestlige lande udtrykt skepsis om, hvor villig delegationen er til at gå i en oprigtig forhandling.

I slutningen af november indkaldte De Mistura til en ottende runde af møder mellem regeringen og en delegation for den samlede opposition.

Formålet er at finde frem til en forfatningsreform samt at finde en måde at afholde valg i Syrien.

Regeringens delegation ankom en dag for sent og forlod samtalerne efter to dage.

Ifølge Ja'afari havde oppositionen "mineret" vejen frem ved at insistere på, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, ikke kunne fungere som midlertidig overgangsfigur i landet.

/ritzau/