FN beder nu alle parter, der angriber Islamisk Stat med fly i Syrien, om at passe bedre på civile.
Udmelding kommer, mens flere parter bomber gruppen omkring dens selvudnævnte hovedstad i Syrien, Raqqa, og Deir ez-Zour i den sydlige del af Syrien.
- Det stigende antal dræbte civile, der allerede er blevet dræbt i luftangreb i Raqqa og Deir ez-Zour, vidner om, at der ikke er taget de fornødne forholdsregler under angrebene, siger Zeid Ra'ad al-Hussein, FN's menneskerettighedschef ifølge Reuters i en udtalelse.
Det er primært kampfly fra den amerikansk-ledede koalition, der opererer i de to områder af Syrien, men også irakiske, syriske og russiske kampfly udfører angreb, oplyser FN-chefens talsmand på et pressemøde i Geneve.
35 civile og familiemedlemmer til IS-folk blev ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder dræbt i et amerikansk luftangreb i går.
Gårsdagens angreb bringer antallet af dræbte civile i området ved Deir ez-Zour op på 50, oplyser observatoriet, der er en regeringkritisk gruppe baseret i Storbritannien, der indhenter oplysninger gennem kilder i Syrien.
Ifølge observatoriet er 225 civile blevet dræbt i koalitionens angreb i løbet af den seneste måned. Tallene er ikke bekræftet af uafhængige kilder.
Det amerikanske militær har tidligere oplyst, at 352 civile er blevet dræbt i koalitionsangreb siden 2014.
Den internationale koalition siger, at den er påpasselig med ikke at ramme civile, og at alle mistanker om civile tab bliver undersøgt. Rusland og det syriske styre afviser også, at civile bliver ramt i deres angreb.
Ifølge FN er 400.000 mennesker blev dræbt i krigen i Syrien, og flere end fem millioner personer er flygtet fra landet.