Sygeplejerske behandlede terrorofre: Det mest foruroligende jeg nogensinde har set

Skaderne var meget alvorlige, fordi ofre blev ramt af metalstumper og skruer, fortæller sygeplejerske.

Blomster, lys og budskaber om kærlighed præger bybilledet i Manchester. Eksplosionen fandt sted mandag aften få minutter efter, at en koncert med den amerikanske sanger Ariana Grande var slut. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

Joe O’Brien har som sygeplejerske oplevet lidt af hvert.

Men synet af sårede efter selvmordsbombeangrebet i forgårs i Manchester Arena overgår alle andre arbejdsdage, fortæller hun til The Guardian.

- Jeg har været på operationsstuer siden 1988, og det er det mest foruroligende, jeg nogensinde har set, fortæller hun.

De sårede kom ind med metalstumper og skruer i arme, ben, maven og andre kropsdele. Og effekten fra eksplosionen var meget voldsom og havde resulteret i alvorlige kvæstelser og brækkede knogler.

Operationssygeplejersken hørte om angrebet i radioen og ringede til sit arbejde for at høre, om hun skulle møde ind.

Klokken 01.30 om natten stod hun iført sin uniform klar til at assistere på Stepping Hill hospital i byen Stockport nær Manchester.

Læge oplevede angreb - men kom på arbejde

Og det var hun ikke ene om. Over 20 af hendes kollegaer valgte at møde på arbejde for at hjælpe til på de overfyldte operationsstuer.

- Stemningen på den kirurgiske afdeling natten over var afdæmpet og fokuseret, men også meget følelsesladet, fortæller hun til det britiske medie.

Blandt andet rørte det hende dybt, at en af lægerne kom på arbejde, selvom han rent faktisk havde været til stede i Manchester Arena, da angrebet skete.

- Mærkeligt nok var det først, da politiet bad os om at samle ofrenes tøj og ejendele sammen og også metalsplinterne og ikke rengøre skruer og stumper, fordi de skulle bruge det som bevismateriale, at det gik op for mig, at der var sket noget forfærdeligt, siger Joe O’Brien.

Seks af de mange sårede blev ifølge Joe O’Brie behandlet for skader på hospitalet. De i alt 119 sårede blev kørt til behandling på otte forskellige hospitaler i og omkring Manchester.

Den nat varede Joe O’Briens vagt til klokken 09.30 i går morges. Stærkest i erindringen står, at en af de kvæstede trods sine alvorlige skader alligevel kunne smile til hende og sige 'tak skal du have, tak skal du have'.

Folk i Manchester er dybt berørte efter angrebet i mandags, hvor 22 døde, og over 100 blev såret af en selvmordsbomber. Her mindes indbyggere ved St Ann's Square i byen i det nordvestlige England. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

Mange unge ofre

Det var den amerikanske popsangerinde Ariana Grande, som havde givet koncert i arenaen.

Og hendes fanskare består især af unge piger, hvorfor flere af de 22 dræbte var unge piger. Yngste offer var en blot otteårig pige. Også forældre, som skulle hente deres børn efter koncerten, blev dræbt.

Flere andre forældre efterlyste i timerne efter angrebet deres savnede børn på de sociale medier. Især den britiske mor Charlotte Campbells efterlysning blev dækket i medier verden over. Men i dag fik hun den værst tænkelige besked. Datteren var blandt de døde.

- Hvil i fred min elskede, dyrbare og fantastiske datter, Olivia Campbell, som blev taget alt, alt for tidligt. Gå hen og syng med englene og bliv ved med at smile. Mor elsker dig så meget, skrev hun på Facebook tidligt i morges.

Efter angrebet har de britiske myndigheder nu besluttet at hæve trusselsniveauet fra "alvorligt" til "kritisk". Det betyder, at soldater blandt andet er blevet sendt ud for at patruljere særligt udsatte mål som her i London ved det britiske parlament. (Foto: © Neil hall, Scanpix)

Billeder lækket fra gerningsstedet

Alt imens Manchester forsøger at bearbejde rædslerne, arbejder britisk politi på at optrevle alle spor. Men myndighederne holder kortene tæt ind til kroppen og fortsætter med at ransage adresser i Manchester og omegn.

Man har identificeret den formodede gerningsmand, som sprængte sig selv i luften og er nu ved at efterforske, om der kan være flere mulige medsammensvorne. Han er 22 år og er født i Manchester med forældre fra Libyen.

Dette billede stammer ifølge New York Times fra britiske efterretningsfolk, som har tage et foto af resterne af en rygsæk, som selvmordsbomberen skulle have haft på. Billedet er ikke officielt bekræftet af britiske myndigheder. (Foto: © handout, Scanpix)

Officielt er der ikke kommet nogen oplysninger frem om, hvordan angrebet i detaljer blev udført.

Men New York Times er kommet i besiddelse af en række lækkede billeder fra efterforskere inde fra gerningsstedet, som viser resterne af en iturevet rygsæk, bolte og skruer. Det indikerer, at bomben blev fremstillet fuld af metalstykker for at gøre størst mulig skade.

Billederne bliver delt af flere britiske medier, men ingen myndigheder har bekræftet oplysningerne fra det amerikanske medie.

Den britiske indenrigsminister, Amber Rudd, gik tidligere i dag ud og kritiserede, at amerikanske efterretningsfolk tilsyneladende har lækket oplysninger fra efterforskningen, som briterne ellers forsøger at gå stille med dørene omkring.

Sagen kort

  • Selvmordsangrebet sent mandag aften blev begået med en sprængladning uden for en netop afsluttet koncert med popsangeren Ariana Grande i Manchester Arena.

  • 22 mennesker blev dræbt, og 119 blev såret. Over 60 personer er stadig indlagt med kvæstelser.

  • Gerningsmanden menes at være 22 årige Salman Abedi. Han havde libyske rødder, men var født i Manchester. Hans forældre er dog flyttet tilbage til Libyen sammen med en mindre bror, og faderen og lillebroderen skulle i dag være blevet anholdt af libysk sikkerhedspoliti.

  • Politiet i England har indtil videre anholdt seks personer med mulige forbindelser til den mistænkte og/eller angrebet, hvoraf den ene anholdte menes at være en anden af den mistænktes brødre. Ransagninger og flere anholdelser kan forventes.