Britisk politi om angreb: Vi efterforsker et netværk

Det et tydeligt, at politiets efterforskning peger i retningen af, at terror i Manchester blev planlagt af flere, siger politiet.

Manchesters politichef, Ian Hopkins, mødtes i går med premierminister Theresa May blandt andet for at orientere hende om efterforskningen. (Foto: © Oli Scarff, Scanpix)

Britisk politi har gang i en intens og omfattende efterforskning for at finde alle relevante spor, der kan pege dem i retningen af en opklaring efter terrorangrebet i Manchester.

Det fortalte byens politichef Ian Hopkins på et pressemøde her til eftermiddag.

Han ønskede ikke at gå i detaljer omkring efterforskningen. Men han gav udtryk for, at den formodede selvmordsbomber næppe handlede alene i planlægningen af angrebet.

- Det er ret tydeligt, at det er et netværk, vi efterforsker, sagde han.

Manden, som menes at have antændt selvmordsbomben i Manchester Arena ved popsangerinden Ariana Grandes koncert, er identificeret som en 22-årig mand ved navn Salman Abedi. Han var født i Manchester men havde libyske rødder.

Politiet har foretaget flere ransagninger efter angrebet og fortsætter med at undersøge relevante adresser. Fire personer er lige nu anholdt, fortalte politichefen.

Ifølge nyhedsbureaet AP har politiet anholdt en bror til den dræbte mistænkte gerningsmand. Det bekræfter faderen, der bor i Libyen med sin kone og parrets mindste søn, men politiet har ikke kommenteret oplysningen om anholdelsen.

Politichefen sagde endvidere på pressemødet, at politiet nu har talt med alle familier til de 22 dræbte og de 119 sårede, og at de er blevet tilbudt professionel krisehjælp. 64 er fortsat indlagt med kvæstelser.

Han fortalte desuden, at en af de dræbte var en politibetjent. Men ville ikke fortælle mere om vedkommende af hensyn til de efterladte.

Navnene på ofrene forventes først at blive offentliggjort om nogle dage, sagde Ian Hopkins, idet det tager lang tid for retsmedicinere at undersøge de mange lig.