Kim Ki-Hoon er noget så almindeligt som lærer, men har assistent, privatchauffør og en årsløn på 27 millioner kroner.
Han er vel nok Sydkoreas mest populære engelsklærer, og i et land besat af uddannelse gør det ham til en berømthed. Han bliver genkendt på gaden, udgiver musikvideoer og deltager i tv-programmer.
- Min succes er umulig at forstå for andre end sydkoreanere, siger Kim Ki-Hoon.
100.000 elever ser med
Kim Ki-Hoon er stjernelærer hos firmaet Megastudy, en online undervisningsportal. Han underviser ikke foran en egentlig klasse, men foran et kamera.
Hver eneste af hans undervisningstimer ses af mindst 100.000 elever. Halvanden millioner elever følger hans undervisning i løbet af et år.
- Jeg er både engelsklærer og milliontjenende forretningsmand i en meget indbringende branche, fortæller Kim Ki-Hoon.
Han er en del af Sydkoreas privat undervisningsindustri, der omsætter for omkring 130 mia. kr. om året. Tre ud af fire skoleelever får ekstra undervisning i såkaldte hagwons – eller terpeskoler – i stigende grad via internettet.
Økonomisk mirakel
Den nationale besættelse af uddannelse er i høj grad årsag til, at Sydkorea ofte kaldes et økonomisk mirakel. Efter Koreakrigen fra 1950 til 1953 var landet et af verdens fattigste. Sydkorea har ingen naturressourcer, så i stedet blev løsningen uddannelse. Det blev et nationalt projekt. Et mål for alle.
I dag er landets økonomi blandt verdens 15 største, og 68 procent af sydkoreanske unge har ifølge organisationen OECD en videregående uddannelse. I Danmark er det tilsvarende tal 42 procent.
Men presset på landets unge er enormt, og succesen har en pris. Sydkorea har verdens anden højeste selvmordsrate - næsten tre gange så høj som Danmark. Det er nu den hyppigste årsag til, at unge dør – foran trafikuheld og kræft.
Stjernelærer: Syg mani
Kim Ki-Hoon er indbegrebet af Sydkoreas uddannelseskultur, og han lever godt af de unges terpen. Alligevel mener han, at landets mani med uddannelse er unormal, ja nærmest syg. I stedet drømmer han om at starte en skole, der fostrer lyst og kreativitet.
- Det koreanske uddannelsessystem er et karriereræs med konstant og ubarmhjertig konkurrence. Jeg vil gerne hjælpe med at revolutionere det koreanske uddannelsessystem til det bedre, siger han.
Se Kim Ki-Hoons officielle reklamefilm, der ligner en trailer til en Hollywood blockbuster:
https://www.youtube.com/watch?v=vTEhlT2EOx4
Kim Ki-Hoon indspiller også sange for at opmuntre sine elever, når de skal til eksamen:
https://www.youtube.com/watch?v=ej1-xi4GZWU