Sydkorea mistænker Nordkorea for snigmord på diktatorens bror

Malaysisk politi har anholdt mindst en, efter Kim Jong Uns halvbror blev snigmyrdet i lufthavn.

Nordkoreas statskontrollerede medier har slet ikke omtalt dødsfaldet på broren, der ses på billedet her. (Foto: © Jung Yeon-je, Scanpix)

Sydkoreanske efterforskere mangler at fastslå, hvad og hvem der i går dræbte den nordkoreanske diktator Kim Jong Uns halvbror, Kim Jong Nam.

Men ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste peger pilen på Nordkorea.

To kvindelige agenter fra Nordkorea er angiveligt mistænkt for at dræbe ham med gift i lufthavnen i Kuala Lumpur. Det skriver Reuters.

- Hvis mordet på Kim Jong Nam bliver bekræftet at have noget med det nordkoreanske regime at gøre, vil det tydeligt skildre Kim Jong Un-regimets brutalitet og umenneskelighed, siger Sydkoreas premierminister, Hwang Kyo-ahn, ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet citerer det malaysiske statsmedie Bernama for at skrive, at en kvinde er pågrebet i forbindelse med drabet, uden at komme nærmere ind på hvorfor, og hvad hendes baggrund er.

Korea Times skriver, at to kvinder er tilbageholdt, og at sydkoreansk politi jagter flere mulige mistænkte. Men oplysningerne er ikke officielt bekræftet.

Amerikanske regeringskilder oplyser til Reuters, at de også tror, Nordkorea selv ønskede at komme af med halvbroderen.

Den sydkoreanske efterretningstjeneste arbejder ud fra en teori om, at det var Kim Jong Un selv, der udstedte en ordre om at slå familiemedlemmet ihjel.

Kim Jong Nam var den ældste søn af Nordkoreas tidligere leder, Kim Jong-Il og var oprindeligt tiltænkt som efterfølgeren til at lede det lukkede land.

Men han faldt i unåde for år tilbage og levede et liv uden for Nordkorea, hvor han også åbent kritiserede styret i sit hjemland, skriver BBC.

Halvbroderen døde, da han befandt sig i lufthavnens lavpristerminal for at stige ombord på et fly til den Kina-kontrollerede ø Macao, da ukendte gerningspersoner ifølge Reuters overfaldt ham bagfra og holdt noget for hans ansigt, hvorefter han faldt om.

Han døde på vej til hospitalet.

Nordkoreas ambassade i Kuala Lumpur har ikke udtalt sig om snigmordet, og Nordkoreas statskontrollerede medier har slet ikke omtalt dødsfaldet.