Kim Jong-nam, der er halvbror til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er angiveligt blevet snigmyrdet i Malaysia.
Det beretter det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap og flere internationale medier herunder Reuters.
Yonhap citerer regeringskilder i Sydkorea for at oplyse om attentatet, men der er endnu ingen officielle meldinger, der bekræfter drabet.
Reuters skriver også, at man har fået informationen fra en kilde i Sydkoreas regering.
Nyhedsbureauet skriver endvidere, at halvbroderen efter sigende blev dræbt med giftnåle af to kvindelige agenter fra Nordkorea i en malaysisk lufthavn. Men heller ikke disse oplysninger er bekræftet. Politiet jagter fortsat gerningspersonerne.
Politiet i Malyasia oplyser til Reuters, at en uidentificeret herre fra Nordkorea døde på vej fra lufthavnen i Kuala Lumpur til hospitalet. Politichefen Abdul Aziz Ali, siger, at mandens identitet mangler at blive bekræftet.
Sydkoreas udenrigsministerium kan ikke bekræftet meldingerne om snigmorget, skriver Reuters.
Halvbroderen bliver omtalt som en person, der mest levede uden for sit hjemland. Som den ældste søn var han længe påtænkt rollen som efterfølger til sin far, Kim Jong-Il, men han faldt i unåde. I stedet satsede Kim Jong Il på sin yngste søn, Kim Jong-un, der nu er diktator i det lukkede land.