- Vi har desværre oplevelse flere voldsgerninger tidligere. Vi har klaret det, og det skal vi også gøre nu. Sverige har længe været og skal fortsætte med at være et trygt og fredeligt land.
Sådan sluttede den svenske Kong Carl Gustaf for kort tid siden sin tale foran den fremmødte presse foran Stockholms Slot.
Forinden var kongen og resten af kongefamilien blevet informeret om efterforskningen af lastbilangrebet af rigspolitichefen og chefen for det svenske sikkerhedspoliti.
Kong Carl Gustaf forklarede desuden, at han var i Brasilien, da nyheden om den "frygtelige hændelse" kom frem. Rejsen blev afbrudt, og kongeparret vendte direkte hjem til Sverige, hvor han nu har talt til svenskerne.
- Først og fremmest vil jeg sige, at mine og kongefamiliens tanker går til ofrene for denne afskyelige gerning. Medmennesker, som er blevet såret og har mistet livet. Vi tænker også på deres familie og venner. Vi føler med dem i deres sorg og uro. Vi er alle rystede over det, som er sket, forklarede kongen.
- Det giver samtidig håb at se den omtanke, som mennesker viser hinanden. Det viser denne kraft i vores samfund. Alle vi, som vil hjælpe er mange, mange flere, end dem, som vil os det ondt. Den vished trøster mig og gør mig fortrøstningsfuld.
Politiet, sygehuspersonale og udrykningstjenesten blev rost for deres arbejde for at minimere skaderne.
Hør hele Kong Carl Gustafs tale herunder: