Sverige står til at gennemføre asylstramninger, som højrefløjspartiet Sverigedemokraterna har råbt på i årevis.
Den svenske regering har nemlig bebudet, at Sverige nu går efter EU's minimumsstandarder i udlændingepolitikken.
Derfor vil partiets årsmøde, som finder sted i weekenden, med al sandsynlighed blive brugt på at markere dette faktum, fortæller DR-korrespondent Anna Gaarslev.
- Udadtil vil årsmødet blive en festforestilling, fortæller hun.
- Sverigedemokraterna vil bruge de kommende dage på at fortælle sig selv og alle, der vil høre på dem, at nu har de andre partier endelig forstået, at de havde ret på flygtningeområdet.
Sverigedemokraterna står dog over for en stor fremtidig udfordring, som nok ikke vil blive nævnt i festtalerne, fortæller Anna Gaarslev.
- Mange af partiets nye vælgere har egentlig ikke lyst til at stemme på dem, de gør det kun, fordi de kan se, at flygtningesituationen i landet er uholdbar.
- Men nu vil de gamle partier i Sverige også stramme på området, de må altså spørge sig selv, hvordan de fortsat gør sig uundværlige, også for de nye vælgere.
Sverigedemokraterna står i nyere meningsmålinger til at få mellem 20-25 procent af de svenske stemmer.