Sverige beder EU om mere hjælp: 'Vejret er ekstremt'

Skovbrande hærger Sverige, og myndighederne har bedt EU om mere hjælp.

Omkring 30 større skovbrande hærger lige nu det centrale Sverige ifølge de svenske myndigheder.

Det er lykkedes for det svenske beredskab at nedbringe antallet af brande markant, men det vil tage dage, før alle brandene er slukket. Myndighederne mangler nemlig mandskab, materiel og ressourcer til brandslukningen.

De svenske og norske myndigheder forsøger allerede nu med en række helikoptere, der smider vand på brandene, at få bugt med flammerne. Helikopterne assisteres af to italienske slukningsfly, der kan bære mere vand end helikopterne.

Flyene kan flyve med 6.200 liter vand og skal primært koncentrere sig om at slukke brande i de svenske yderområder på marker og i skove.

Flere svenske medier beretter, at der har været problemer med flyene, og kun det ene har været på vingerne indtil videre.

Det forsøger DR Nyheder at få bekræftet ved det svenske centrale beredskab MSB.

Fem steder i Sverige er offentligheden blevet opfordret til at lade sig evakuere. Og lige nu retter myndighederne særligt deres indsats mod områderne Gävleborg, Dalarna og Jämtland, skriver de svenske myndigheder gennem kommunikationskanalen Kriseinformation.se.

Fra Gävleborg rapporterer det svenske nyhedsbureau TT, at omkring 90 mennesker har arbejdet på at slukke brande i området.

- Det har været et massivt arbejde, det brænder hurtigt og blæser kraftigt. Vi har arbejdet op ad bakke, så det er klart, at mange mennesker er trætte, siger Mats Aakre, chef ved Gävleborgs redningstjeneste til nyhedsbureauet.

'Hjælp os, EU'

DR Nyheder har været i kontakt med det lokale beredskab i den centralsvenske by Mora. Her fortæller vagthavende, at svenskerne har søgt mere hjælp igennem EU’s Civilbeskyttelsesgruppe.

- Vejret er lige nu så ekstremt, og vi har brug for mere hjælp, lyder det fra beredskabet i Mora.

Den svenske indenrigsminister, Morgan Johansson (S), sagde tidligere på dagen til SVT, at han gerne så, at EU oprettede et større centralt brandslukningsberedskab, så man hurtigere kan rykke ud og hjælpe medlemslandene med brandslukning.

Et EU-satellitsystem, "Civil Protection Mechanism", bliver i løbet af i dag taget i brug, så myndighederne kan få billeder af brandenes udbredelse. Det skriver flere svenske medier, blandt andre Svenska Dagbladet. Systemet er det samme, der blev brugt, da naturbrande hærgede Portugal sidste år.

De mange brande har sat det svenske brandvæsen under et så stort pres, at myndighederne har måttet opfordre frivillige til at melde sig til slukningsarbejdet. Også det svenske militær har stillet mandskab til rådighed for at hjælpe med slukningen.

Det er længere perioder med tørke, der har skabt gunstige kår for brandudvikling. Nogle af brandene vurderes at være startet af mennesker, der har haft uforsigtig omgang med ild i den svenske natur, til trods for et afbrændingsforbud.