Der er også grænser for, hvor mange flygtninge Sverige kan tage imod, lyder det fra den svenske statsminister, Stefan Löfven.
- Sverige vil ikke bare fortsætte med at tage imod sin del, så længe andre lande ikke gør deres. Det vil jeg sige meget tydeligt, siger Stefan Löfven, da han torsdag ankommer til EU-topmødet i Bruxelles.
Han efterlyser en fælles fordelingsmekanisme for flygtninge i Europa, som også EU-Kommissionen har foreslået med kraftig opbakning fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
- Det går ikke, at Østrig, Tyskland og Sverige tager imod flygtninge - og Sverige har faktisk taget langt flest per indbygger - hvis ikke alle lande påtager sig deres ansvar, siger Löfven.
- Nu er det alvor det her. Sverige kan ikke gøre alting, siger han.
/ritzau/