Et højt antal drabsforsøg med skydevåben får svensk politi til at indføre våbenamnesti.
- Målet med at give amnesti er at mindske antallet af illegale våben i samfundet. Vi ved, at disse våben ofte er forudsætningen for, at der sker alvorlige forbrydelser, siger Joakim Norenhag, der er projektleder for våbenamnestiet hos svensk politi på et pressemøde fredag.
Over 40 mennesker er dræbt, og 135 personer er blevet såret i de over 300 skudepisoder, der fandt sted i Sverige i 2017.
Selv om 2018 kun er i sin start, har der allerede fundet skuddrab sted.
I weekenden blev to mænd dræbt i Rissne i Sundbyberg Kommune og Malmø.
Svensk politi mener, at store mængder illegale våben er årsag til skudepisoderne. Derfor gives der frit lejde til at indlevere ulovlige våben mellem februar og april.
De seneste skudepisoder fandt sted natten til fredag. De skete i Malmø, hvor ingen dog blev dræbt.
Uvist hvad der ligger bag
Den første episode fandt sted ved et boligområde i Sufflörgatan, hvor fire til fem skud blev affyret. Episoden blev anmeldt klokken 00.46, og ingen personer kom til skade.
Det fortalte pressemedarbejder ved svensk politisk region syd Anna Göransson tidligere fredag.
En halv time senere, klokken 01.13, blev der skudt mod en anden lejlighed i Malmø, der ligger på Docentgatan.
- Der blev fundet en mand i lejligheden, som blev kørt med ambulance til sygehuset. Han har fået en mindre skade - en skudskade i hånden, lød det fra Anna Göransson.
Den ramte mand lå og sov, da han blev ramt af skuddet.
Det er ifølge politiet uklart, hvad der ligger bag hændelserne, og om der er en sammenhæng mellem de to skudepisoder.
Foruden skudepisoderne har flere eksplosioner ramt Malmø. Torsdag holdt politiet i Malmø et pressemøde efter en eksplosion mod en politistation.
Her sagde Malmøs politimester, Stefan Sintéus, at sådanne angreb desværre måtte forventes.
/ritzau/