Svensk politi: Anholdt passer på signalement af efterlyst

Politiet i Stockholm bekræfter, at en mand er anholdt i sagen om dagens angreb i centrum.

Tidligere i dag offentliggjorte politiet et billede af denne mand, og ifølge Stockholms Politi er en mand, der stemmer med signalementet, blevet anholdt. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Politiet i Stockholm har afhørt flere personer i dag i forbindelse med angrebet i centrum, hvor en lastbil er kørt ind i fodgængere og derefter i et varehus.

- Men en person er særlig interessant. Hans udseende stemmer overens med signalementet på det billede, der blev offentliggjort tidligere, siger Jan Evensson fra Stockholms Politi.

Manden blev anholdt i en butik i byen Märsta, fordi hans opførsel påkaldte sig opmærksomhed.

Han vil ikke svare på, hvorvidt den anholdte person sad bag rattet i den lastbil, som tidligere i dag kørte ind i en folkemængde.

- Men det er en person, som har været i nærheden af hændelsen, siger Jan Evensson.

- Vi udelukker ikke noget, vi fortsætter med at arbejde med det her med uformindsket styrke, tilføjer han.

Ifølge Aftonbladet fremviste den anholdte sine skader og sagde, at det var ham, der havde kørt lastbilen ind i et storcenter. Det er ikke bekræftet af politiet.

/DR Nyheder/