Gerningsmand stjal lastbil midt i Stockholms centrum

Lastbilen brugt under angreb i Stockholm blev stjålet kort forinden. Chauffør er chokeret.

Lastbilen brugt til et muligt terrorangreb i Stockholm her til eftermiddag blev stjålet tidligere på dagen.

Det oplyser transportfirmaet Spendrups til svenske SVT.

Bilen holdt stille på en sidegade til Drottninggatan, da chaufføren var ved at aflevere varer til en restaurant.

- I forbindelse med en levering til restauranten Caliente er der nogen, som hopper ind i førerkabinen og kører væk med bilen, mens føreren læsser af, siger kommunikationschef Mårten Lyth til SVT.

Transportfirmaet siger, at chaufføren er 'chokeret' over hændelsen. Han blev påkørt en smule, da han forsøgte at stoppe gerningsmanden, skriver Aftonbladet.

Indtil videre er tre personer døde, og flere er kvæstet i, hvad den svenske statsminister, Stefan Löfven', siger, ligner et terrorangreb.

Det var på hovedgaden Drottninggatan, at lastbilen kørte ind i menneskemængden. Politiet fik meldingen om episoden klokken 14.53.

Øjenvidner fortæller til SVT, at lastbilen kørte ind i Åhlens Storcenter og ramte centerets udstillingsvindue.

Flere bevæbnede betjente, som stod ved stormagasinet, begyndte angiveligt at affyre skud.

Svenske Dagens Nyheter skriver, at lastbilen nåede at køre en længere rute inden da.

- Folk er mejet ned langs hele ruten. Der bliver givet førstehjælp og affaldsposer bliver lagt over de livløse menneskekroppe, sagde et øjenvidne til Dagens Nyheter kort efter angrebet.

Lige nu er hele Stockholms centrum lammet, og der er kaotiske tilstande flere steder, beretter de svenske medier.

Dagens Nyheters reporter nær gerningsstedet Daniel Jacobs siger, at alle butikker er lukket, offentlig transport er indstillet, og massevis af bevæbnet politi bevogter gader og stræder.

- Der er en surealistisk atmosfære, jeg har aldrig set så mange, der er mennesker overalt, siger han til Dagens Nyheter.

Der kører kun busser ud af Stockholm, og derfor har mange svært ved at komme hjem, med mindre de bevæger sig til fods.

Her ses den rute, hvor lastbilen kørte. Det er en rute på flere 100 meter, inden den bragede ind i udstillingsvinduet på stormagasinet. (© DR Nyheder)