Svensk forsvarsminister slipper for mistillidsvotum

Der var ikke stemmer nok til at vælte forsvarsminister Peter Hultqvist ved afstemning i Riksdagen.

Det var ventet, at Peter Hultqvist ville klare afstemningen. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Svensk forsvarsminister slipper tirsdag for et mistillidsvotum med stemmerne 135 stemmer for og 137 imod.

Det ville kræve i alt 175 stemmer at vælte minister

.

Dermed kan han beholde sin post efter afstemningen i den svenske Riksdag.

Politikerne skulle stemme om et mistillidsvotum i kølvandet på en it-skandale i Transportstyrelsen.

Den omfattende skandale handler om, at styrelsen for to år siden udliciterede sin it-drift i al hast. Det har skabt begrundet mistanke om, at fortrolige oplysninger er kommet i forkerte hænder.

Den borgerlige opposition mener, at ministrene har været for langsomme til at informere Riksdagen om sagen. Det kostede to ministre jobbet i en regeringsrokade - men den populære forsvarsminister overlevede.

To af de fire borgerlige partier, der tilsammen udgør Alliansen, ombestemte sig i sidste uge og meldte ud, at de alligevel ikke ville bakke op om et mistillidsvotum mod ministeren.

Det er Centerpartiet og Liberalerna, der med en kovending har splittet Alliansen. Dermed var der ikke et flertal i den svenske Riksdag for at fælde ham.

/ritzau/