Storbritannien: Vores fly har dræbt 330 IS-folk på et år

330 IS-folk er dræbt af britiske fly. Alle tal er dog usikre, fordi ingen på landjorden kan bekræfte dem.

Ifølge den britiske forsvarsminister Michael Fallon har britiske fly siden september dræbt 330 IS-folk, og ingen civile menes at være blandt de dræbte. (Foto: © Neil hall, Scanpix)

Omkring 330 oprørere fra Islamisk Stat er blevet dræbt ved britiske luftangreb siden september sidste år, siger Storbritanniens forsvarsminister, Michael Fallon.

- Dette tal er højst usikkert - særligt fordi vi ikke har soldater på landjorden, som ville kunne observere konsekvenserne af luftangrebene, understreger Fallon, der ikke mener, at civile har mistet livet ved de britiske luftangreb.

Vil også angribe i Syrien

Storbritannien har jævnligt gennemført luftangreb mod IS i Irak som en del af den amerikansk-ledede koalitions luftkrig i området siden september i fjor.

Briterne deltager ikke i angreb i Syrien, da premierminister David Cameron i 2013 tabte en parlamentsafstemning om at tillade angreb mod Syriens præsident, Bashar al-Assad.

Cameron er fortsat opsat på at vinde parlamentets opbakning til at udvide luftangrebene, så briterne også kan angribe Islamisk Stat i Syrien. Fallon siger, at den nuværende linje er ulogisk.

Usikker afstemning med ny Labour-leder

Den nye Labourleder, Jeremy Corbyn, er en veteran på anti-krigsfløjen, og Cameron kan ikke være sikker på, at han ville kunne vinde en afstemning om spørgsmålet i dag.

Cameron sagde tidligere på måneden, at Storbritannien har anvendt en ubemandet drone til at dræbe to britiske islamister i Syrien. Han kaldte angrebet for "selvforsvar" og understregede, at det ikke var en del af en koalitions indsats mod Islamisk Stat.

Britiske droner har hidtil kun været anvendt til at indsamle efterretninger om Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters