Cameron sender flere soldater til Irak

Flere britiske soldater skal hjælpe med at uddanne irakiske soldater til kampen mod Islamisk Stat.

Den britiske premierminister hilser på USA's præsident Obama ved G7 Topmødet. (Foto: © Carl Court, Getty Images)

Storbritannien vil sende flere soldater til Irak i de kommende uger.

Det siger den britiske premierminister, David Cameron, under et G7-topmøde i Tyskland.

Sky News skriver, at yderligere 125 militærfolk skal sendes til landet for at uddanne irakiske soldater.

Skal hjælpe i Iraks kamp mod IS

Dermed vil det samlede antal britiske soldater på træningsmission i Irak nå op på 275. I alt 900 britiske soldater bekæmper Islamisk Stat på forskellige missioner i Mellemøsten.

- Vi er allerede den næststørste bidragyder, når det gælder luftangreb i Irak og støtte til Syriens opposition, siger Cameron.

Premierministeren begrunder beslutningen med, at den trængte irakiske hær har brug for mere støtte til at bekæmpe Islamisk Stat, som har erobret store områder i landet.

Hovedparten af de 125 britiske soldater skal hjælpe irakerne med at håndtere jihadisternes vejsidebomber og andre improviserede bomber.

I Irak leder USA en koalition af lande mod Islamisk stat med støtte fra blandt andet Storbritannien og Danmark.

/ritzau/Reuters