Skud, drab og eksplosioner.
Den svenske hovedstad har de seneste måneder været ved at overtage det lidet flatterende tilnavn 'Nordens Chicago' fra Malmø.
Så sent som i dag fandt en ny skudepisode sted i Stockholm, og i går blev en mand fundet livløs formentlig som konsekvens af en anden skudepisode. Byen har samtidig hele ugen oplevet mindre eksplosioner rundt omkring i forskellige bydele.
Nu forsøger svensk politi at standse de farlige episoder med et nyt tiltag med 100 ekstra politifolk på gaden, oplyser svensk politis nationale operative afdeling, NOA, i en pressemeddelelse.
Forstærkningen gælder de næste to uger, og betjentene kommer fra politidistrikter i hele Sverige.
- Med den seneste udvikling af skyderier og eksplosioner ser vi et behov for at sende yderligere forstærkninger til Stockholm for at forhindre, at der sker flere drab i de igangværende konflikter og for at øge overvågningen flere steder, siger Johan Olsson, der er leder af politiets nationale, operative afdeling.
Konflikt om magten i narkomiljøet
Politiet i Stockholm har været hårdt presset, og de mange kriminelle handlinger har sendt betjentene på overarbejde, siger politichefen for den stockholmske politikreds.
- Derfor er tiltaget også meget velkomment, siger Mattias Andersson, der er chef for politiet i Stockholm, i pressemeddelelsen.
- Vi gør alt for at bryde den alvorlige voldsspiral, som regionen befinder sig i nu, og vi behøver flere ressourcer. Det er rigtig positivt, at kolleger fra andre dele af Sverige forstærker indsatsen i Stockholm, siger politichefen.
Ifølge det svenske medie SVT sker en del af urolighederne i den svenske hovedstad på grund af en konflikt mellem især to hovedpersoner i narkomiljøet, der handler om, hvem som skal sidde på størstedelen af handlen med stoffer i de forskellige dele af byen.
Nogle af skyderierne og eksplosionerne sker som hævn på tidligere voldsepisoder.
DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan den megen vold i det svenske formentlig skyldes, at en gammel konflikt i Stockholm fra 2015-16 er blusset op igen.
Det er blandt andet politiets teori om en eksplosion ved boligområdet Grimsta i det vestlige Stockholm, at den kunne være hævn for et skyderi nytårsaften.
'Det er forfærdeligt'
Svenske TV4 rapporterer, at der siden jul har været over 20 alvorlige voldsepisoder i Stockholm, og at de fleste har tilknytning til kriminelle grupperinger, som er i åben konflikt med hinanden.
Mange af de mistænkte er ifølge det svenske politi mindreårige.
- 14-15-årige tilbyder sig som lejemordere, siger politikommissær i NOA, Carin Götblad, til TV4.
- Det er forfærdeligt med hvilken hastighed volden eskalerer, og der pågår flere bandekonflikter i Stockholm for tiden. Det skræmmende og nye er, at så unge mennesker er indblandet i det, siger Carin Götblad.
Hun erkender, at politiet slet ikke har ressourcerne til at mandsopdække flere hundrede kriminelle.
- Vi anvender alle de ressourcer, vi kan. Det er meget svært at stoppe, når det eskalerer sådan. Vi skal nok få det stoppet, men det kommer ikke til at ske hen over natten, siger politichefen.
Sverige er det land i Europa med flest skuddræbte pr. indbygger. Antallet af skuddræbte nåede op på 63 i 2022. Det er en markant stigning i forhold til året før, hvor 45 blev dræbt af skud i Sverige.