Stéphanie Surrugue: Der venter Trump et fyrsteligt program i Paris

Trump og Macron, der mødes i dag og i morgen, har et skæbnefællesskab. De uenige om meget, men de kom til magten på samme måde.

Emmanuel Macron og Donald Trump skal tilbringe to dage sammen i Paris.

Det vækker stadig en del undren, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron har inviteret den amerikanske præsident Donald Trump til at tilbringe i dag og i morgen sammen med ham i Paris.

De to statsledere spiser middag i aften, og i morgen skal de fejre den franske nationaldag, Bastilledagen, med en storslået militærparade på den berømte gade Champs-Élysées.

Den store undren over invitationen skyldes, at Macron og Trump både politisk og personligt på mange måder er hinandens modsætninger. Dertil kommer, at få steder har været genstand for så meget hån fra Trumps side som Frankrig - og i særdeleshed Paris.

Under præsidentvalgkampen sagde Trump efter flere terrorangreb i Paris, at byen var "ude af kontrol og helt vildt farlig". Senere sagde han, at "Frankrig er en katastrofe" og "Frankrig ikke længere er Frankrig".

Og efter sin tiltræden har præsidenten trukket USA ud af den store klimaaftale, der bærer den franske hovedstads navn med ordene: "Jeg blev valgt til at repræsentere befolkningen i Pittsburgh - ikke Paris."

Se udtalelsen i videoen:

Macron Tower

Men nu er Trump ikke desto mindre landet i Paris, og der venter ham et fyrsteligt program allerede i dag, fortæller international korrespondent i DR Nyheder, Stéphanie Surrugue:

- Man ruller den røde løber ud hele vejen til Paris. Normalt ville man ved den slags lejligheder spise middag i Élyséepalæet, men Melania og Donald Trump og Brigitte og Emmanuel Macron skal simpelthen på en slags dobbeltdate på en Michelin-restaurant i Eiffeltårnet. Det er første gang, at det sker.

- Der bliver lavet mange jokes i medierne, hvor man har døbt Eiffeltårnet "Macron Tower" og spørger, om Macrons tårn er højere end Trumps.

Præsidentparrene får en flot udsigt fra restauranten 'Jules Vernes' i Eiffeltårnet. (Foto: © Patrick Hertzog, Scanpix)

Terror og Syrien

Korrespondenten fortæller, at den officielle dagsorden er domineret af terrorbekæmpelse og borgerkrigen i Syrien.

Begge præsidenter har sagt, at det skal have konsekvenser, hvis Syriens regime laver nye angreb mod befolkningen, og der er vilje i både den franske og amerikanske regering til at synkronisere strategien i Syrien.

Derudover har Emmanuel Macron en ambition om at få Trump til at skifte mening, når det gælder klimaaftalen fra Paris.

Selvom de på papiret står langt fra hinanden har Macron og Trump en slags skæbnefællesskab, fordi de begge er kandidater, som er kommet til magten som protestkandidater, forklarer Stéphanie Surrugue:

- Macron har meget store ambitioner på Frankrigs vegne, og han kan godt se, at med så køligt et forhold, som Trump har til den tyske kansler, Angela Merkel, så kan Macron godt få kilet sig ind og blive den mest interessante samarbejdspartner for Trump i Europa - og det vil han gerne være.

Voksenmobning

På samme måde kan Donald Trump sagtens bruge Macron - også selvom den franske præsident til tider har udsat sin kollega for noget, der minder om voksenmobning.

Efter USA trak sig ud af klimaaftalen, gjorde Macron grin med Trumps motto om at "Make America Great Again".

Og under et Nato-topmøde i maj styrede Macron tilsyneladende bevidst udenom Trump, da han skulle hilse på sine kolleger i Bruxelles. Ved samme lejlighed forsøgte den franske præsident at slå Trump i disciplinen "fast håndtryk".

Se det nu berømte håndtryk i videoen:

- Analysen i USA er, at Donald Trump godt ved, at han har brug for en stærk partner i EU, siger Stéphanie Surrugue:

- Nogle mener ligefrem, at han er fascineret af hele Macron-fænomenet - og her kan vi godt igen tale om en art skæbnefællesskab, fordi de begge to - ganske vist på forskellig vis - er udtryk for befolkninger, der har været trætte af almindelige politikere og været klar til at prøve noget nyt.