Hos Maple Doughnut i York i Pennsylvania går doughnutten “the Trump” som ja, varmt brød. I dette valgdistrikt vandt Donald Trump overbevisende i 2020, og ejeren af byens populære bagerbutik stoler ikke på det landsdækkende valgresultat, der gjorde Joe Biden til USA's præsident.
- Jeg tror ikke på, at han vandt på ærlig vis, for alle, der har en hjerne, ville da stemme på Trump, siger Charlie Burnside, der støtter kandidater, som er valgfornægtere ved det kommende midtvejsvalg. Og han er ikke alene.
Se Trump-doughnutten i videoen:
I en lind strøm tanker folk op med kaffe og kage, før byens vælgermøde med den republikanske kandidat til delstatens magtfulde guvernørpost. En post, der får stor betydning, når fremtidige valg skal godkendes i den altid vigtige svingstat.
Doug Mastriano bliver betragtet som kristen nationalist. Han har omfavnet Trumps valgløgne, spredt konspirationsteorier på sociale medier og deltog selv i protesten 6 januar, da Kongressen blev stormet.
Hundredvis af kandidater støtter løgnen
En opgørelse fra mediet FiveThirtyEight viser, at 60 procent af de amerikanske vælgere vil finde valgfornægtere på stemmesedlen til midtvejsvalget 8. november.
Over 300 kandidater ved valget støtter enten løgnen fuldt ud, er skeptiske overfor resultatet eller vil ikke svare på, om de ser Biden som den legitime vinder af præsidentvalget 2020.
Målinger viser at godt en tredjedel af amerikanere tror på valgløgnen - blandt republikanerne er der tale om mellem 60-70 procent af vælgerne.
Mange af de opstillede kandidater kan - som Doug Mastriano - få afgørende betydning for, hvordan valg bliver afholdt og godkendt i delstaterne fremover, hvis de vinder.
Og kritikere spørger med rette: Hvis kandidaterne ikke vil acceptere det mest efterprøvede demokratiske valg i USAs historie, vil de så acceptere og godkende det næste, hvis deres side ikke vinder?
De 'snyder og stjæler'
Doug Mastriano taler til salen og får begejstrede klapsalver, da han siger, at venstrefløjen lyver, snyder og stjæler.
To af af hans støtter Sandy og Sandra - som ikke vil give deres efternavn - siger, at når der er så mange kandidater, der er skeptiske overfor præsidentvalget i 2020, så bekræfter det, deres tro på, at sejren blev stjålet fra Trump. En påstand, der ikke har hold i virkeligheden.
Landet over har republikanske valgansvarlige, der sagde fra overfor Trumps pres og trusler, mistet deres poster i de opstillingsvalg, som afgør, hvem der står på stemmesedlerne ved midtvejsvalget.
De satte deres ed til forfatningen og demokratiet først og har betalt en høj pris. Mange har modtaget dødstrusler og er stadig udsat for chikane.
Demokratiets fødested
To timers kørsel fra York i delstatens hovedstad, Philadelphia - hvor USA's demokrati blev født - frygter valgansvarlige den kurs USA er på.
- Selve demokratiet er under angreb i USA. En dyb mistillid har bredt sig til vores valgsystemer, alt sammen på grund af, at én mand ikke ville acceptere, at han tabte, siger Lisa M. Deeley.
Hun er demokrat, men del af et tværpolitisk team, der står for valget i hovedstaden.
Hun fortæller om vanvittige dage tilbage i november 2020, hvor både hun og republikanske kolleger blev chikaneret, da brevstemmerne skulle tælles op.
- Det var ufatteligt. Vi fik dødstrusler. Vores familier fik dødstrusler. Og jeg måtte have politbeskyttelse døgnet rundt, da det stod værst til, fortæller hun.
Som mange andre nøglestater var Pennsylvania været igennem omtællinger, fintællinger og adskillige retssager. Vinderen forblev Joe Biden.
Lisa M. Deeley frygter samme kaos denne gang, men håber, at fornuften og den fredelige overdragelsen af magten vil vende tilbage.
- Når alle lovlige muligheder for at udfordre et resultat er udtømt. Når domstolene har talt, så er der en vinder og en taber. Hvis vi som land og vælgere ikke kan acceptere det, så mister vi vores demokrati, siger hun.
Trump-støtter vil overvåge valget
Tilbage i salen er der spirende mistro til det kommende valg. Mange siger, de ikke ved om de kan stole på resultatet.
Republikanske kandidater, som for eksempel Arizonas republikanske kandidat til guvernørposten, Kari Lake, har på forhånd sagt, at hun vil acceptere valgets udfald, hvis hun vinder.
Og i Pennsylvania, har vælgere taget de udtalelser til sig, også når det gælder Doug Mastriano:
Tusindvis af Trumps-støtter har gjort sig klar til at overvåge valgene rundt i delstaterne. Flere som valgtilforordnede, hvilket Lisa M. Deeley hilser velkommen.
- Det er mange timer i demokratiets tjeneste. Så kan de se, at det vanvid, de hører fra politikere og på sociale medier, ikke har gang på jord, siger hun og fortsætter, at det måske kan få dem at tro på demokratiet igen.