Steffen Gram: Trumps mur-kompromis mindsker risikoen for kollaps

Godkender Kongressen ikke et nyt budget på fredag, kan statsapparatet lukke.

Donald Trump har i denne uge 100 dages jubilæum som præsident. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)

Det er en kludret affære, når Republikanerne og Demokraterne skal blive enige om et nyt budget for den amerikanske regering.

Men risikoen for en nedlukning falder, når Donald Trump nu siger, at han villig til at vente til efteråret med at sikre finansieringen til sin grænsemur mod Mexico.

- Hvis han mener, at han kan vente til efteråret med at få skillinger til muren, så falder risikoen, men den er der stadig, siger DR’s internationale korrespondent, Steffen Gram.

- Det kommer også an på, om Donald Trump er parat til at indgå kompromisser. Han har det med at presse citronen lige til det sidste, som han også gjorde det med forhandlingerne om afskaffelsen af Obama-care (sundhedsreform, red.)

Sammenbrud i forhandlingerne får store konsekvenser

Det er afgørende, at budgetforhandlingerne er afsluttede inden fredag ved midnat, for ellers kan det få store konsekvenser. USA har i flere år ikke haft et fuldt års budget, og derfor skal man altså nu blive enige om et nyt budget, der skal genforhandles i september.

Uden et nyt budget må statsapparatet lukke ned, for så har staten simpelthen ikke penge, og så sender man de ansatte hjem.

Det er et grelt scenarie, men en nedlukning er ikke utænkelig, for der er mange knaster, der skal overkommes.

Forhandlingerne handler om selve budgettet, om hvordan man vil afvikle og erstatte Obama-care, og naturligvis om Donald Trump mærkesag - muren på grænsen mod Mexico.

- Alle de ting er filtrede sammen, siger Steffen Gram.

- For at få budgettet igennem skal Trump også bruge demokratiske stemmer, for han har ikke fuldt flertal blandt alle republikanere. Man skal huske på, at som Demokraterne er Republikanerne ikke et sammentømret parti, så der er mange aspekter.

Fører forhandlingerne ikke noget resultat med sig, og fører det til en lukning af den offentlige sektor, vil grundlæggende tjenester som postuddeling, FBI-arbejde og flytrafik stadig blive afviklet, men der vil blandt andet ikke være nogen til at tage sig af nye ansøgninger om sociale ydelser, og forespørgsler til skattevæsenet bliver ikke besvaret.

Sidste gang forhandlingerne om budgettet gik i vasken, var i oktober 2013, hvor 800.000 offentligt ansatte blev tvunget på orlov i 16 dage. Ifølge CNBC kostede budgetsvipseren en milliard dollars om dagen. Gangen før lukkede statsapparatet tre uger i 1996.

Trump er klar med ny skattereform

Oven i budgetforhandlingerne har Donald Trump også bebudet, at han i morgen vil fremlægge forslag til en ny skattereform, og det er en indviklet sag.

- Det er noget af det mest komplicerede, man har, og så siger Trump, at han vil komme med en på onsdag. Det vidste ikke engang hans ledende medarbejdere i Finansministeriet, og man ved ikke, hvad den vil indeholde, siger Steffen Gram.

- Rygtet vil vide, at han nu vil sænke erhvervskatten fra 35 procent, hvilket er højt, til 15 procent. Men det kræver så, at han får tilsvarende penge ind et andet sted eller skærer, så de forhandlinger skal man nu også i gang med.

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/855817226078879748