Præsident Donald Trumps plan om at bygge en mur på grænsen til nabolandet Mexico har mødt vrede og fordømmelse i Mexico.
Nu har også den indflydelsesrige katolske kirke meldt sig på banen: det må anses for at være landsforræderi, hvis mexicanske virksomheder deltager i opførelsen af muren.
Mange giver bud
630 virksomheder har ifølge tv-kanalen Univision meldt sig som interesserede i at give tilbud på anlægarbejderne.
Lang størstedelen er virksomheder i USA, men der er også en håndfuld store koncerner fra Mexico, Tyskland, Storbritannien, Irland, Spanien, Sydafrika og Ukraine.
Nordamerikas største cementproducent, mexicansk ejede Cemex, meddelte på et tidligt tidspunkt, at man gerne ville give tilbud på leverancer, hvis man blev spurgt.
Politisk pres
I midten af marts trak Cemex i land.
Det politiske pres blev simpelthen for stort. Den mexicanske offentlighed har reageret meget skrapt på præsident Trumps mur, og medlemmer af landets kongres overvejer mulighederne for via lovgivning at forbyde mexicanske virksomheder at medvirke i opførelsen af muren.
Nu lægges der også et moralsk pres på virksomheder, der overvejer at medvirke til at opføre muren.
Den katolske kirke er stadig en institution med indflydelse i det mexicanske samfund, og kirkens top i landet - ærkebispedømmet - har nu betegnet muren som "et fanatisk projekt".
I en leder i ærkebispedømmets blad, Desde la Fe, kritiserer kirken muren som et angreb på menneskelig værdighed, og en åben trussel mod relationerne mellem de to lande og mod den sociale ro.
Forræderi
Kirken kritiserer Mexicos regering for ikke at have markeret klart over for virksomhedsejere, at det vil være umoralsk at tjene penge på at deltage i den amerikanske præsidents projekt.
Kirken afviser argumentet om, at man skal anskue anlægsarbejdet isoleret fra dets konsekvenser - og at man kan forsvare medvirken for at sikre arbejdspladser.
- At deltage i et projekt, der er en grov krænkelse af menneskelig værdighed, er at skyde sig selv i foden, hedder det i lederen.
- Enhver virksomhed, der overvejer at investere i fanatikeren Trumps mur vil være umoralsk, men frem for alt bør dens aktionærer og ledere anses for at være forræder mod fædrelandet, slutter lederen i ugebladet, der udgives af ærkebispedømmet for Mexico.