Et møde i FN's Sikkerhedsråd senere i dag skulle have været en milepæl i forsøget på at ende borgerkrigen i Syrien.
Men sådan kommer det ikke til at gå, lyder vurderingen fra DR Nyheders internationale korrespondent, Steffen Gram, som følger mødet i New York.
For to uger siden indgik USA og Rusland en aftale, som i sidste uge førte til en neddrosling af kamphandlingerne i Syrien.
- Sikkerhedsrådets møde i dag skulle have været en blåstempling af aftalen, som herefter skulle udbygges. Det kommer ikke til at ske, siger Steffen Gram.
To angreb
To episoder i Syrien har lagt gift for forholdet mellem USA og Rusland - og dermed for en bedring af situationen i Syrien.
Først gennemførte den amerikansk-ledede koalition tilsyneladende et fejlangreb i det østlige Syrien lørdag, hvor mellem 60 og 80 syriske regeringssoldater - ifølge Rusland og Syrien - blev dræbt. Og så mandag eftermiddag blev en nødhjælpskonvoj angrebet udenfor Aleppo - 20 mennesker mistede livet.
Rusland har beskyldt syriske oprørere for at stå bag angrebet på konvojen, men kilder i den amerikanske regering siger nu, at det var russiske fly, som bombede.
- Det kan eksplodere i drama, hvor russerne totalt vil afvise alt, siger Steffen Gram om eftermiddagens møde i Sikkerhedrådet.
Lille håb
Korrespondenten vil dog ikke fuldstændig afvise, at partnerne kan komme tilbage på sporet.
- Det afhænger af, hvor meget Rusland og USA vil aftalen. Der har været flere møder i går - blandt andet mellem udenrigsministrene John Kerry og Sergei Lavrov - hvor meldingen var, at aftalen om Syrien lever, siger Steffen Gram.
- Det kan godt være, at aftalen mere er af navn end af gavn i øjeblikket, men parterne holder den i live, fordi det modsatte vil være for stort et tilbageslag.
- Så der er mulighed for, at man om et par dage nulstiller uret og begynder forfra. Men det er klart, at mødet i Sikkerhedsrådet senere i dag også kan få det hele til at gå i stykker.