Steffen Gram om gode jobtal: Trump har en del af æren

USA's præsident jubler efter offentliggørelsen af laveste amerikanske ledighed siden 2000.

Donald Trump, her på vej til Dallas i Texas tidligere i dag. (Foto: © LEAH MILLIS, Scanpix)

Der gik ikke mange minutter fra offentliggørelsen af det såkaldte "kongetal" i USA, til den amerikanske præsident, Donald Trump, tog en sejrsrunde på Twitter.

Der er godt nok ikke skabt nær så mange jobs, som økonomerne havde regnet med - 164.000 mod forventede 192.000.

Men årsagen til Donald Trumps jubel er alligevel klar.

Ledigheden har nu sneget sig under de 4,1 procent, som den har ligget på siden oktober sidste år. Den er nu på 3,9 procent, og det er ikke set lavere siden december 2000, hvor demokraten Bill Clinton var præsident.

- Netop ude: 3,9 procents arbejdsløshed. 4 procent er brudt! I mellemtiden, heksejagt!, skrev Donald Trump på det sociale medie, sandsynligvis med henvisning til de efterforskninger og kritiske mediehistorier, hans præsidentskab har affødt.

Trump har skaft erhvervsoptimisme

International korrespondent for DR Steffen Gram understreger, at det økonomiske opsving i USA har varet væsentligt længere end Donald Trumps præsidentskab.

Alligevel er der noget om det, når Trump ser "kongetallet" som en succes for sit præsidentskab, siger korrespondenten.

- Det er klart, at han tager den politiske ære, men det er også klart, at der med Trump som præsident i over et år er skabt en erhvervsmæssig optimisme i USA. Det er selvfølgelig det, som smitter af, og det gælder både mænd og kvinder, som nu strømmer tilbage til det amerikanske arbejdsmarked.

Han vurderer, at den lave ledighed, som Den Amerikanske Centralbank mener, kan falde til 3,7 procent, før 2018 slutter, kan få betydning for republikanerne ved midtvejsvalget til november.

- Et amerikansk midtvejsvalg handler først og fremmest om lokale spørgsmål, og her spiller det, som i resten af verden, en rolle, hvor mange skillinger man har i sin tegnebog, og om man har et job. Det er det vigtigste for vælgerne ude i staterne, siger Steffen Gram og fortsætter:

- Dertil kommer spørgsmålet om de værdier, landet bliver ført efter og har. Det er der, Trump kan have sine vanskeligheder. Men et midtvejsvalg handler først og fremmest om, hvorvidt man har et job og en ordentlig indkomst.

Handelskrige skræmmer ikke

Indtil videre er der kun sporadiske tegn på, at truslerne om handelskrig med EU og Folkerepublikken Kina får arbejdsgiverne til at tøve med at udvide og ansætte.

Derfor er der indtil videre ikke meget, der tyder på, at den høje beskæftigelse er en enlig svale.

- I øjeblikket ser det ud til, at det amerikanske erhvervsliv som helhed kører fornøjet videre, trods usikkerheden med handelskonflikter. Men går man ind i de enkelte sektorer, tegner der sig en vis tøven i sektorer, der handler med stål og aluminium eller berører sektorer, som kan komme i konflikt med Europa og ikke mindst Kina, siger Steffen Gram.

Endnu er der ikke fulgt heftige lønstigninger i halen på, at det amerikanske arbejdsmarked er blevet støvsuget for arbejdskraft.

Det seneste år er gennemsnitslønnen kun steget med beherskede 2,6 procent.

Ifølge tal fra i går, er antallet af amerikanske ledige på overførselsindkomst nu det laveste siden 1973.