Fyringen af præsident Trumps ideologiske bannerfører Stephen Bannon i fredags blev kulminationen på en uges politisk kaos i Trumps administration – og på præsident Trumps værste uge som præsident.
Ugen begyndte med sammenstødene i Charlottesville, Virginia. Charlottesville er en smuk gammel universitetsby i det nordvestlige Virginias bløde bakker. USA’s tredje præsident Thomas Jefferson, hovedforfatteren af den amerikanske uafhængighedserklæring, slog sig ned her og grundlagde University of Virginia.
I dag er Charlottesville en demokratisk og liberal by i en stat, der er på vej mod et guvernørvalg, og som er dybt splittet mellem liberale og konservative.
Det var her, at byrådet besluttede at fjerne statuen af general, plantage- og slaveejer Robert E. Lee, der ledede Sydstaternes kamp for at bevare slaveriet under borgerkrigen. Den 8 meter høje bronzestatue af generalen højt til hest stod i en park, der i dag hedder 'Emancipation Park', parken "for frigørelse". Tidligere hed den 'Lee Park'.
Og det var ved denne park, at forkæmperne for fjernelse af monumenter, der ærer Sydstaternes ledere, som kæmpede for bevarelsen af slaveriet, stødte sammen med grupper af nynazister, Ku Klux Klan-medlemmer, og andre racister. "Vi lader os ikke fordrive af jøder," proklamerede de.
31-årige Heather Heyer blev dræbt og 19 kvæstet af en formodet hvid racist, der valgte terrorismens nye våben, bilen, til at angribe sine modstandere.
Havde det ikke været for drabet på Heather Heyer, ville sammenstødet ved Emancipation Park have været en af den slags bataljer, som sker regelmæssigt i et USA, hvor racistiske holdninger tager til i takt med, at Trumps tilhængere i den voksende hvide underklasse føler, at de har fået en politisk stemme i Det hvide Hus, der gør det acceptabelt at udtrykke holdninger, der var uacceptable før den sidste præsidentvalgkamp.
Trumps største fejl
Det er en amerikansk præsidents fornemmeste opgave at samle nationen. At tale med værdighed og besindighed, når nationen bliver ramt af kriser. Det kunne Ronald Reagan. Det kunne Barack Obama. Det har intet at gøre med, hvilket parti præsidenten tilhører. Det handler om, hvem præsidenten er. Det valgte Donald Trump ikke at gøre.
Donald Trump tog ganske vist afstand fra ny-nazisterne og fordømte mordet på Heather Heyer. Det gjorde han i en nøje formuleret tale, som han læste fra sin teleprompter. Dagen efter holdt han en lang improviseret pressekonference i Trump Tower. Den skulle have handlet om økonomi. Den kom til at handle om Charlottesville. Og det gik galt.
Det var her, Trump begik sin største fejl til dato som USA’s præsident. Han valgte at sidestille de to parter i konflikten ved Emancipation Park. Han svigtede ved at sige, at der var gode folk i begge lejre, at der var voldsmænd i begge lejre. Han var ude af stand til at fordømme de amerikanske nynazister, KKK-medlemmer og højreekstremister. Han var ude af stand til at fordømme dem, der stadig bærer racismen i sig. Han ville ikke fordømme dem, der ytrede sig hadefuldt og antisemitisk, dem, der vil have et amerikansk samfund bygget på race. Han svigtede dermed sin rolle, som nationens moralske kompas. Det kompas, der blandt andet førte USA ind i Anden Verdenskrig til kamp mod nazismen.
Hør Donald Trumps udtalelser i dette indslag fra TV-Avisen:
Han har svigtet før – men aldrig så massivt som nu. Dermed har Trump givet ny næring til ekstremisterne blandt de millioner af amerikanske vælgere, der stemte på ham, fordi de berettiget følte sig forladte og fremmedgjorte i et Amerika, der er dybt splittet – økonomisk, socialt og politisk.
Støtter tager afstand
I dette splittede Amerika dyrker Trump splittelsen. Og når mellem halvdelen og to-tredjedele af de republikanske vælgere, der stemte på Trump ved valget sidste år, stadig støtter hans dagsorden i et vist omfang, så vil splittelsen ikke heles.
Præsident Trump har splintret det republikanske parti. Senator Bob Corker, republikaner fra Tennessee, siger, at Trump ikke besidder kompetencerne til at få noget til at lykkes. Newt Gingrich, en af præsidentens bannerførere, siger, at Trumps udtalelser om Charlottesville var utilstrækkelige, og at "han ikke er klar over, hvor isoleret han er." James Murdoch, søn af Rupert Murdoch, konservativ bannerfører, Trump-støtte og ejer af blandt andet Fox News, fordømte præsidenten, gav en million dollar til bekæmpelse af racisme og skrev: "Jeg er chokeret over, at jeg bliver nødt til at skrive dette: Det er afgørende at konfrontere nazister; Der er ingen gode nazister. Heller ingen gode medlemmer af KKK, ej heller gode terrorister. Det må alle demokrater og republikanere kunne enes om, og de går ikke på kompromis med noget ved at gøre det."
Og siden Trumps svigt efter Charlottesville stod topfolk i erhvervslivet i kø for at lægge afstand til præsidenten og trak sig fra rådgivende udvalg i Det Hvide Hus – som Trump så nedlagde. I forsvarsministeriet Pentagon har USA's ledende officerer ikke lagt skjult på, at det Amerika, de oplever i deres hverdag, ikke er det Amerika, som Trump ser i sit Hvide Hus.
Præsident Trumps reaktion på Charlottesville vil gøre det endnu sværere for præsidenten at få sin dagsorden ført ud i livet med et republikansk parti, der ikke bare er splittet i sig selv – men er i direkte konfrontation med præsidenten i Det Hvide Hus. Den præsident, der mener, at han kan diktere og true republikanerne i Kongressen til, hvad de skal beslutte.
Kun én succes
Selv med en republikansk præsident i Det Hvide Hus og republikansk flertal i begge Kongressens kamre, kan Trump kun se tilbage på én succes, vedtaget i Kongressen: Valget af Neil Gorsuch til højesteretsdommer.
Syv måneder efter sin indsættelse kan Trump ikke pege på en eneste sejr i Kongressen. Han har skrevet stribevis af dekreter under. Han har skabt betydelige forandringer administrativt, for eksempel ved at lade den amerikanske miljøstyrelse lempe restriktioner fra Obama-tiden. Han er i gang med at lempe de restriktioner inden for bank- og finanssektoren, som blev vedtaget efter finanskrisen i 2008. Men reformer er det ikke blevet til.
Roden til Trumps krise er Trumps egen personlighed. Med den konservative ideolog og strateg Stephen Bannons farvel til Det Hvide Hus i fredags er det i realiteten tre erfarne generaler, der skal forsøge at styre deres præsident. General Kelly er Trumps nye stabschef i Det Hvide Hus – som måtte se beskæmmet til, da Trump fortsatte sine udtalelser om Charlottesville. General McMaster er Trumps nationale sikkerhedspolitiske rådgiver – der blandt andet skal føre en sikker hånd i atom-krisen med Nordkorea. General Mattis er forsvarsministeren, der skal sørge for, at præsidentens forventninger til, hvad det amerikanske forsvars kan bruges til, og hvilke kriser det kan løse, er i overensstemmelse med virkeligheden. Hvis ikke krisen med Nordkoreas eksploderer, så vil den kritiske situation i Afghanistan blive den næste prøve på, hvad Trump-regeringen vil gøre militært i et kriseområde.
Svært efterår venter
Nu er præsident Trump vendt tilbage til Det Hvide Hus efter to ugers "ferie". Kongressen kommer først til Washington i begyndelsen af september. Præsidenten kan bryste sig af, at arbejdsløsheden falder, og økonomien går frem. Men intet tyder på, at Trump står bedre rustet nu til at få gennemført bare de mest nødvendige reformer.
Han skal bruge en skattereform med skattelettelser. Han skal have ny en sundhedsreform igennem. Han skal have hævet låneloftet – med mindre den amerikanske stat skal standse afdrag og rentebetaling på gæld. Han skal have en indvandrerreform igennem. Listen over monumentale reformer, der hver for sig tager tid og indsats, er lang. Hver eneste af disse reformer vil under normale forhold tage op mod et par år at få gennem en amerikansk kongres. Så det kommer ikke til at ske.
Dertil kommer Robert Mueller’s undersøgelse af Trump-organisationens relationer til Rusland og præsident Putin, der kværner videre, dag efter dag med nye afhøringer.
Derfor bliver det store skræmmende spørgsmål for Trump og republikanerne: Hvad har de at vise vælgerne, når vi går til Kongresvalg til november næste år?
Hvis de ikke har meget mere at vise end Det Hvide Hus i krise, et republikansk parti der hverken kan enes med sig selv eller med sin præsident og diverse højreekstremistiske grupperinger på march til forsvar for et racebaseret samfund og statuer af Robert E. Lee – så vil Trump og republikanerne rende ind i det, som Obama kaldte "shellacking" – det totale nederlag – som han ramlede ind i, da han i 2010 tabte sit flertal i Kongressen i kølvandet på vedtagelsen af Obamacare.
Ingen ved, hvordan Trump vil reagere på det. Men alle kan se, at et USA i krig med sig selv og sine værdier er til skade for verden.