Stadig knaster i atomforhandlinger med Iran

USA's udenrigsminister, John Kerry, siger, at der er en del hårdt arbejde forude, men erklærer sig "håbefuld".

USA's udenrigsminister, John Kerry, siger, at han er "håbefuld" over for en atomaftale med Iran. (Foto: © Carlos Barria, Scanpix)

Der er stadig nogle store knaster, der skal høvles af, inden en atomaftale med Iran kan være på plads. Det sagde en højtstående amerikansk kilde ved søndagens forhandlinger i den østrigske hovedstad Wien.

I løbet af dagen lød der flere meldinger om, at atomforhandlingerne er i den afsluttende fase.

Politiske spørgsmål spænder ben

USA's udenrigsminister, John Kerry, siger, at der er en del hårdt arbejde forude, men erklærer sig "håbefuld".

Ifølge Irans chefforhandler, Ali Akbar Salehi, er de fleste tekniske aspekter af aftalen på plads. Diplomater tæt på forhandlingerne siger imidlertid, at de sværeste udfordringer er de politiske spørgsmål og ikke de tekniske.

/ritzau/Reuters​