Splittelse og soldater på de bonede gulve: 'USA står ved en skillevej'

Udenfor Kongressen står soldater og meterhøje hegn. Indenfor er flere soldater og dybt uenige politikere.

Soldater fra nationalgarden hviler i Kongressens besøgcenter. (Foto: © Brendan SMIALOWSKI, Scanpix)

Obligatorisk sikkerhedstjek ved indgangen til Repræsentanternes Hus, dybt uenige politikere og over 1.000 soldater indenfor Kongressens mure.

Det var scenerne, da 232 kongresmedlemmer i går stemte for at starte en ny rigsretssag mod præsident Donald Trump. Alle 222 demokrater stemte for og fik følgeskab af 10 republikanere. 197 republikanere stemte imod, mens fire undlod at stemme.

Præsidenten er den blot tredje i USA's historie, der bliver stillet for en rigsret - og den første nogensinde, der er blevet stillet for to.

- Det, der foregår i Kongressen, fortæller først og fremmest noget om et land, som er sunket ned i en dyb indre kamp. Alene billederne fra Kongressen fortæller deres egen historie, siger DR's USA-korrespondent, Steffen Kretz.

  • Formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, fremviser retsdokumentet, der sikrer en rigsretssag mod præsident Trump. (Foto: © Stefani Reynolds, Scanpix)
  • Andetsteds i kongresbygningen hviler soldater fra nationalgarden på de bonede gulve. (Foto: © Saul LOEB, Scanpix)
  • Medlemmer af Virginias nationalgarde får en guidet tur i den historiske bygning. (Foto: © Chip SOmodevilla, Scanpix)
  • Der er i disse dage skruet op for bevogtningen. (Foto: © Samuel Corum, Scanpix)
  • Når Joe Biden bliver indsat på onsdag, vil 20.000 soldater være på plads i den amerikanske hovedstad. (Foto: © Justin lane, Scanpix)
1 / 5

- Det er første gang i nyere amerikansk historie, at soldater har taget ophold i Kongressen for at beskytte den, lyder det fra korrespondenten, der peger på, at store dele af det centrale Washington D.C. er spærret af.

- Der er sat meterhøje hegn op, der er soldater overalt omkring Kongressen, der er politiafspærringer. Det ligner simpelthen en by under belejring.

Hvilken vej går USA?

På onsdag i næste uge træder Demokraternes Joe Biden til som USA's præsident ved en indsættelse, hvor præsident Trump som den første i moderne tid har afvist at deltage. Her vil 20.000 medlemmer af nationalgarden tage opstilling i den amerikanske hovedstad for at undgå uro på den skelsættende dag, hvor magten overdrages.

- Der er ikke nogen tvivl om, at USA står ved en skillevej. Man står i et tidspunkt, hvor demokratiet er i større krise, end det i hvert fald har været i min levetid, siger korrespondenten.

Mens 197 republikanere stemte imod at stille præsidenten for en rigsret, gik 10 partifæller i går imod ham. Herunder Dan Newhouse:

- Amerikanerne befinder sig et sted i historien, hvor de skal finde ud af, hvad de vil. Om de stadig tror på den amerikanske drøm om, som den er beskrevet i forfatningen - løftet om, at alle er lige og har muligheden for at skabe sin egen lykke. Eller om de tror på denne nationalistiske populisme, som Donald Trump har solgt amerikanerne i de seneste fire år, siger han.

- Og lige nu er det ikke klart, siger korrespondenten, der peger på, at millioner af amerikanere - herunder et flertal af republikanere - ifølge meningsmålinger tror på, at præsident Trump blev snydt ved præsidentvalget:

- Selvom, det er fastslået, at det er en løgn, han har solgt - en løgn, som er spredt vidt og bredt på sociale medier, og som førte til det, vi så for en uge siden: Noget, der bedst kan beskrives som et kupforsøg.

- Så der er ingen tvivl om, at amerikanerne bor i et land, der befinder sig i en dyb eksistentiel krise, siger han.

Ifølge det amerikanske medie fivethirtyeight støtter 52,7 procent af amerikanerne at afsætte præsident Trump før tid, mens 41,6 procent mener det modsatte. Kigger man på partitilhørsforhold, bliver splittelsen endnu mere tydelig.

Støtten ligger på 85 procent blandt demokrater, 48,5 procent blandt uafhængige og 15,4 procent blandt Republikanere.

En ny måling fra mediet Axios peger også på republikansk støtte til præsident Trump. Her siger 64 procent af republikanerne, at de støtter præsidentens opførsel på det seneste, mens 57 procent mener, at han bør være partiets præsidentkandidat i 2024.

Mistillid og skænderi om metaldetektorer

Gårsdagens debat i Repræsentanternes Hus bød på både hårde angreb mod såvel som forsvar af præsident Trump.

Uenigheden mellem politikerne begrænser sig dog ikke kun til præsidentens rolle i sidste uges angreb på Kongressen. Også metaldetektorer er blevet et stridspunkt for nogle medlemmer af Repræsentanternes Hus.

Her varsler den demokratiske formand, Nancy Pelosi, at det fra næste uge kommer til at koste en bøde på 30.500 kroner, hvis kongresmedlemmer nægter at gå i gennem de opstillede metaldetektorer i Kongressen.

Meldingen kommer, efter flere republikanere den seneste tid har brudt de nye sikkerhedsregler ved at gå uden om metaldetektorer på deres vej ind i salen, hvor afstemningerne i Repræsentanternes Hus finder sted.

- Det er tragisk, at dette tiltag er nødvendigt, men salen i Repræsentanternes Hus skal og vil være sikker, lyder meldingen fra Pelosi, som varsler, at bøden stiger til 61.000 kroner efter den første overtrædelse.

Republikaneren Lauren Boebert valgte tirsdag at gå videre, selv om metaldetektoren i Kongressen bippede, beretter flere amerikanske medier. Hun har tidligere spurgt ind til reglerne om at bære skydevåben i Kongressen og har skrevet på Twitter, at hun har ret til at bære et skjult skydevåben

  • Kongresmedlemmer kan normalt gå udenom Kongressens metaldetektorer, men efter sidste uges angreb på Kongressen er reglerne strammet. (Foto: © ANDREW CABALLERO-REYNOLDS, Scanpix)
  • Republikaneren Lauren Boebert stoppes af sikkerhedsfolk på sin vej ind i Repræsentanternes Hus. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)
1 / 2

Ifølge det politiske medie The Hill valgte flere republikanere både tirsdag og onsdag at trodse eller ligefrem skælde ud på Kongressens politi, der forsøgte at håndhæve de nye regler over for politikerne.

En af dem er republikaneren Rodney Davis, som ifølge public service-mediet NPR kaldte tiltaget for "bullshit".

- Det her er politisk korrekthed, der er gået over gevind. Truslen er udenfor, ikke indenfor. Enhver resource, der bliver brugt indenfor, er en, der ikke bliver brugt udenfor, sagde han tirsdag.

Hans kollega Steve Womack har advaret, at sikkerhedstjekket, som politikerne tidligere har kunnet slippe for, kommer til at skabe kaos ved afstemninger, hvor mange kongresmedlemmer skal ned i salen.

Demokrater peger fingre

Mediet Vox peger på, at diskussionen kommer i forlængelse af, at flere demokrater frygter for sikkerheden. De seneste dage har der været beskyldninger fra nogle demokrater om, at unavngivne republikanere dagen inden angrebet på Kongressen gav guidede ture til folk, der næste dag angreb Kongressen.

Mistanken er blevet luftet offentligt af det demokratiske kongresmedlem, Mikie Sherrill, der uden at fremføre beviser har sagt, at hun kender til kongresmedlemmer, som har givet rundvisninger til nogle af oprørerne med henblik på "rekognoscering".

I går gik omkring 30 politikere sammen med demokraten om at kræve en undersøgelse af, hvad de oplever som "mistænkelig adfærd", beretter New York Times.

Den fremtrædende demokrat Alexandria Ocasio-Cortez har også luftet sin mistillid over for sine republikanske kollegaer. Hun siger på Instagram, at hun under angrebet på Kongressen troede, at "højreradikale medlemmer af Kongressen" måske ville fortælle uromagerne, hvor hun befandt sig.

I højt beredskab

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, advarede i går politichefer på tværs af USA om at være i højt beredskab i forhold til ekstremistisk aktivitet, rapporterer New York Times.

Der er blandt andet risiko for vold i delstaternes hovedstæder fra kyst til kyst på søndag, hvor blandt grupper fra højrefløjen har varslet demonstrationer.

  • En kvinde ses forlade regeringsbygningen i Olympia i delstaten Washington på den amerikanske vestkyst i mandags. (Foto: © Jason Redmond, Scanpix)
  • Udenfor stod blandt andre demonstranter - herunder en med et synligt skydevåben og sværd. (Foto: © Jason Redmond, Scanpix)
  • Nationalgarden var massivt til stede, da statens lovgivende forsamling mandag trådte sammen for første gang i det nye år. (Foto: © Jason Redmond, Scanpix)
1 / 3

Samtidig advarer de amerikanske myndigheder om risikoen for vold forud for indsættelsen af Joe Biden på onsdag. Avisen peger på, at Secret Service forbereder sig på at lukke den amerikanske hovedstad ned flere dage tidligere end planlagt.

Ifølge politichefen i Washington D.C bliver der hentet yderligere 5.000 soldater ind fra nationalgarden for at hjælpe til med sikkerheden. Dermed er 20.000 soldater aktiveret, hvilket er over tre gange antallet af amerikanske soldater udstationeret i Irak, Syrien, Somalia og Afghanistan, påpeger New York Times.

Det muliggør blandt andet, at flere end 3.000 soldater på alle tidspunkter vil være til stede i og rundt om Kongressen.