Slut med musik og nyheder ind over Nordkorea: Sydkorea slukker for kæmpehøjtalere

Før historisk topmøde sender Sydkorea ikke længere musik og nyheder ind over Nordkorea.

Højtalerne har blandt andet afspillet sydkoreansk popmusik. (Foto: © Lee Jae-Won, Scanpix)

I årevis har kæmpestore højtalere i Sydkorea sendt propaganda ind over grænsen til nabolandet Nordkorea.

Men ved midnat trykkede det sydkoreanske forsvar på sluk-knappen.

Stilheden kommer før et historisk topmøde mellem lederne af Nordkorea og Sydkorea på fredag - det første møde af sin art i over ti år.

Højtalerne har blandt andet afspillet kritiske nyhedsindslag om regimet i Nordkorea og sydkoreansk popmusik.

I sidste uge meddelte Nordkorea, at landet med øjeblikkelig virkning ville stoppe landets omstridte atomprøvesprængninger og test af missiler.

Nyheden blev tolket som et vigtigt signal fra den nordkoreanske diktator Kim Jong-un før de kommende topmøder med Sydkoreas præsident Moon Jae-in og senere USA's Donald Trump.

Trump hilste oprindeligt Nordkoreas initiativ velkommen, men i går var præsidentens tone mere forsigtig:

- Vi er stadig langt fra en løsning om Nordkorea, måske lykkes det, måske gør det ikke - det vil kun tiden vise, skrev Donald Trump på Twitter.