Nordkorea er nået langt nok: Nu er det slut med at teste missiler og atomvåben

Landet vil med øjeblikkelig virkning stoppe alle testaffyringer og atomprøvesprængninger.

Nordkorea er ifølge Kim Jong-Un nået så langt i udviklingen af langtrækkende missiler og atomvåben, at der ikke længere er brug for at udføre test. (Foto: © KCNA, Scanpix)

Det er slut med atomprøvesprængninger og testaffyringer de langtrækkende interkontinentale ballistiske missiler fra Nordkorea.

Det oplyser det nordkoreanske statsejede nyhedsbureau KCNA ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Både atom- og missiltest vil blive ophævet med øjeblikkelig virkning, og landet vil lukke et anlæg, der bliver brugt til atomprøvesprængninger.

Nordkorea er nemlig kommet så langt i udviklingen af de langtrækkende missiler og atomvåben, at der ikke længere er brug for det, siger landets leder, Kim Jong-Un.

- Vi har ikke længere brug for atomprøvesprængninger eller at teste affyringer af missiler med middel rækkevidde eller af interkontinentale ballistiske missiler, og på den baggrund har det nordlige atomtestanlæg afsluttet sin mission, siger den nordkoreanske leder, Kim Jong-Un, i en udtalelse fra Arbejderpartiet, skriver AP.

Sidste år udførte Nordkorea adskillige testaffyringer af langtrækkende missiler, og de mange affyringer fik den amerikanske præsident, Donald Trump, til at true Nordkorea med bål og brand, hvis landet ville holde fast i sit atomprogram.

Donald Trump ser frem til møde

I slutningen af november sidste år nåede Nordkorea en milepæl i sin udvikling og affyring af missiler, da Hwasong 15-missilet blev sendt afsted og nåede en højde på 4.500 kilometer.

Ifølge det nordkoreanske styre vil den type missil kunne nå det amerikanske fastland.

Reaktionen fra USA kom prompte, og FN-ambassadør Nikki Haley udtalte, at Nordkorea tvinger USA tæt på krig. Samtidig opfordrede USA alle verdens lande til at afbryde alle diplomatiske forbindelser til Nordkorea.

Men siden november er forholdet mellem USA og styret i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, tilsyneladende blevet en anelse varmere, og i sidste uge mødtes den amerikanske udenrigsminister med Kim Jong-Un.

Og det er planen, at Donald Trump skal mødes med Kim Jong-Un i løbet af maj eller juni.

Dagens melding fra Nordkorea falder da også i god jord hos Donald Trump.

- Nordkorea er gået med til at suspendere alle atomprøvesprængninger og at lukke et stort testanlæg. Det er virkelig gode nyheder for Nordkorea og for verden - stort fremskridt!, skriver han på Twitter og tilføjer:

- Ser frem til vores møde.

Hvis planerne om mødet mellem de to ledere holder, bliver Donald Trump den første siddende amerikanske præsident, der mødes med lederen af Nordkorea.