I forsøget på at undgå en strøm af flygtninge og migranter har Slovenien valgt at sætte hæren ind for at hjælpe politiet med grænsebevogtningen.
Det skriver Reuters.
- Regeringen har besluttet at sætte hæren ind for at hjælpe politiet, siger premierminister Miro Cerar.
Beslutningen kommer, efter at Ungarn tidligere lørdag valgte at lukke grænsen til Kroatien.
Det har medført et øget pres på den slovensk/kroatiske grænser, da landet er en indgang til Vesteuropa, hvor mange ønsker at søge asyl.
Fra ungarsk side har man desuden valgt at genindføre grænsekontrol mod Slovenien, så flygtninge og migranter ikke forsøger at komme den vej videre.
Både Ungarn og Slovenien er medlem af Schengen-samarbejdet, der ellers betyder åbne grænser landene imellem.