Et besøg på turistkontoret på Paris' rådhus kræver i dag en tur gennem en metalscanner - til gengæld er der ingen kø.
- Det er bizart ikke at se så mange mennesker i gaderne her i Paris, fortæller 13-årige franske Chiara Pavesio, der træder ud fra turistkontoret i Paris med sin mor.
Og det ser ikke bedre ud i Nice, hvor den ferierende familie bor til daglig:
- Siden den 14. juli er der virkelig færre turister. Der er stadig mange, men på La Promenade des Anglais er der færre, siger moderen Agnes Pavesio.
De seneste halvandet års terrorangreb i Frankrig - herunder lastbilattentatet på strandpromenaden i Nice under den franske nationaldag - har betydet et markant dyk i antallet af besøgende i Paris og ved den franske riviera.
'Katastrofal' situation
Især luksushotellerne holder for. Denne sommer har ifølge det franske hotelforbud udlejet under halvt så mange værelser i den franske hovedstad, som de plejer.
- Det er katastrofalt, fortæller forbundets viceformand Hervé Becam til avisen Le Monde. Han frygter nu fyringer i branchen.
Ifølge turistbranchen er Frankrig dermed endnu et land omkring Middelhavet, der på grund af terror eller politiske uroligheder har mistet turistindtægter. Efter Egypten, Tunesien og Tyrkiet.
Panik hos rejseselskaber
Især familieturismen har skiftet destination, forklarer Jean-Pierre Pinheiro, direktør for Portugals Turistbureau i Frankrig.
- Med det arabiske forår gik rejseselskaberne i panik, fordi de skule finde nye steder til kunder, der plejede at tage til eksempelvis Tunesien. De begyndte med at sende dem til de Canariske Øer og Kroatien. Men det mødte hurtigt sin begrænsning, og så begyndte de at se på Portugal, forklarer den portugisiske turistchef.
De seneste år har Portugal således oplevet støt og markant stigning i antallet af turister. Og efter en 12 procents stigning sidste år forventer både Portugal og Spanien endnu flere turister i år.
Det samme gør man i Grækenland, hvor landets turistforbund for første gang nogensinde spår 25 millioner gæster - eller næsten to en halv turist per græker.
Canadiske David Lemire fortæller Le Monde, at han med tre ugers ferie i Grækenland følte sig "mindre truet af terrorangreb end i Frankrig og Nordafrika".
Mens den amerikanske sejler Bruce Payne fortæller avisen, han også valgte Grækenland, fordi "den politiske situation i Tyrkiet afskrækkede mig. Her i Grækenland føler jeg mig mere i sikkerhed med min familie."
Høj sikkerhed
De turister, der alligevel lægger vejen forbi Paris, finder dog ikke at det skorter på sikkerheden med militær i gaderne og tasketjek ved indgange til de fleste større bygninger.
- Jeg føler mig meget tryg, jeg ser vagter overalt. Jeg ser det som noget positivt. Jeg har det godt med at se dem overalt, siger den 36-årige saudiarabiske ingeniør Sami Alzahrani.
- Jeg synes, det er for meget. Vi er fra Barcelona og der er der ikke så meget. Og jeg tror sikkerheden er den samme, mener derimod Isabel Conde, der sammen med sin mand gæster Paris for første gang.
- Jeg tror der er en risiko overalt. Jeg tror den er den samme i Frankrig, i Spanien eller Tunesien. Hvis man er bange, er man nødt til at blive hjemme, siger hun med et lille skuldertræk.