Noget tyder på, at gamle sandheder ikke gælder længere.
For tidligere kunne arbejderpartiet Labour være sikker på succes i det nordlige England, men nu er mange af partiets ellers stensikre vælgerne kommet i tvivl.
- Jeg er vokset op med, at man stemmer på Labour, men jeg er bare ikke overbevist, når lederen er Corbyn, lyder det fra vælgeren Mark Cranston.
Og den holdning er han altså ikke ene om.
De Labour-vælgere DR Nyheder har talt med i byen Hartlepool, lægger ikke fingrene imellem:
- Alle de løfter, han er kommet med, de virker ikke realistiske, siger vælgeren Paul Minter om Jeremy Corbyn, manden i front for partiet, han altid har stemt på.
Og fra en anden lyder det:
- Han er ligegyldig for mig. Jeg finder ham ikke specielt inspirerende. Det virker som om, han bare gerne vil snakke meget. Når han bliver spurgt, hvad han mener om noget, sidder han bare og snakker. Der er ingen beslutsomhed.
Kritikken kommer på trods af, at Labour med Corbyn i spidsen gjorde et solidt indhug i De Konservatives mandater i dette område efter en stærk slutspurt ved det seneste parlamentsvalg i 2017.
Brexit-træthed før skæbnevalg
På torsdag skal briterne så endnu engang til stemmeurnerne - og denne gang kalder de britiske medier parlamentsvalget for det vigtigste i fire årtier.
Tabloidavisen The Sun, den største i Storbritannien, har på lederplads brugt ordene "det mest afgørende i vores levetid":
- Det giver Storbritannien et fundamentalt valg: Kapitalisme og et gennemført brexit eller marxistisk ekstremisme, en tilbagerulning af brexit og en mulig opbrydning af Storbritannien. Der har aldrig været så meget på spil.
Men blandt de vælgere, som DR Nyheder har mødt i det nordlige England, har spørgsmålet om brexit udviklet sig til en ulidelige føljeton, der aldrig lader til at slutte.
- Jeg er et af de mennesker, der har tænkt på det længe og bare set det fortsætte og fortsætte. Men nu har jeg fået nok, nu må det gå som det nu går, siger Paul Minter og fortsætter:
- Og i forhold til valget, så kan det godt være, at jeg ender med slet ikke at stemme.
Det britiske valgsystem bliver helt afgørende for resultatet den 12. december. Få overblikket på ét minut:
Nigel Farage skaber bølgegang
På torsdag har de britiske vælgere for første gang ved et parlamentsvalg mulighed for at sætte deres kryds ved det EU-skeptiske Brexit Party, der har den tidligere Ukip-leder Nigel Farage i spidsen.
Han har gentagne gange forsøgt at blive valgt ind i parlamentet, men stiller ikke selv op denne gang.
Partiet stiller også kun op i de valgkredse, hvor Labour traditionelt har stået stærkt, men hvor der samtidig er mange brexit-tilhængere.
Blandt andet i det nordlige England, hvor begejstringen for Jeremy Corbyn og co. er afdæmpet.
- Jeg har været en Labour-mand hele livet. Men jeg vil ikke stemme på ham. Så nu stemmer jeg på Brexit Party, siger en af vælgerne.
En anden, Karl Connor, er ikke imponeret over Nigel Farages parti. Han er træt af at se sit land blive mere og mere delt.
- I stedet for at komme til de nordlige byer og spørge, hvordan de kan gøre vores liv bedre, nærer de sig bare ved splittelsen.