Hundredvis af uromagere i kamp med politiet inde på Kongressens bonede gulve, sikkerhedsvagter med pistolerne trukket, tilråb om at hænge vicepræsident Mike Pence, sårede betjente, der skriger i smerte, og et dødeligt skud inde i kongresbygningen.
Det var scenerne for præcis fire år siden, da den amerikanske kongres skulle godkende Joe Bidens valgsejr over Donald Trump.
Noget, der skulle have været en formalitet, udviklede sig til historiske billeder med voldsomme kampe, flygtende politikere og amerikanske soldater inde i kongresbygningen i midten af den amerikanske hovedstad, Washington D.C.
En stor menneskeskare fra en Trump-demonstration i nærheden valgte nemlig at storme kongresbygningen og afbryde certificeringen.
Trump-tilhængerne overmandede og overfaldt de hundredvis af udstationerede politifolk, og i timevis gennemsøgte og vandaliserede de det amerikanske demokratis hovedsæde, mens toppolitikere barrikaderede sig, hvor de kunne.
Politikerne blev nødt til at afbryde certificeringen, da der kom en melding om, at uromagere havde tiltvunget sig adgang til kongresbygningen:
Da støvet havde lagt sig, kunne man konstatere, at fem mennesker var døde under eller kort efter urolighederne, mens 138 politifolk var blevet såret.
Ved den efterfølgende indsættelse af Joe Biden to uger senere sørgede tusinder af sikkerhedsfolk og kilometervis af barrikader for, at der blev lagt en jernring omkring den amerikanske hovedstad af frygt for nye uroligheder.
Sådanne bekymringer er der langt færre af i dag. Alligevel er sikkerhedsopbuddet enormt, fortæller DR's reporter i USA.
Harris skal godkende resultatet
En væsentlig forskel mellem dagens planlagte godkendelse af valgresultatet og situationen for fire år siden er, at den siddende præsident, Joe Biden, ikke anfægter valgresultatet.
Det gjorde Donald Trump i den grad, og forud for stormen på Kongressen afholdt han en tale i centrum af Washington D.C, hvor han - uden beviser - talte om valgfusk og fortalte tusindvis af tilhængere, at det nu var op til Kongressen at stoppe godkendelsen af valget, som han betegnede som et angreb på demokratiet.
Her lagde den daværende præsident et stort pres på sin daværende vicepræsident, Mike Pence, som Trump hævdede havde mulighed for at stoppe godkendelsen.
- Hvis Mike Pence gør det rigtige, så vinder vi valget, lød det fra præsidenten i sin tale to kilometer fra Capitol Hill, hvor tusinder af hans tilhængere efterfølgende bevægede sig hen.
I denne video kan man se en rekonstruktion af begivenhederne for fire år siden. Vi skal advare om voldsomme billeder:
De voldelige optøjer tvang Kongressen til at udsætte certificeringen af Joe Bidens valgsejr, indtil utallige sikkerhedsfolk havde rykket ind på Capitol Hill og genvundet kontrollen med området.
Mindre dramatisk ser det ud til at blive i dag, hvor både Joe Biden og Kamala Harris har anerkendt valgresultatet. Førstnævnte sagde i går, at han opfatter begivenhederne for fire år siden som "en oprigtig trussel mod demokratiet".
- Men jeg håber, at vi er kommet videre fra det, lød det i går fra præsidenten, der også understregede sit fokus på en "glidende overgang".
- Vi er nødt til at vende tilbage til en simpel og almindelig magtoverdragelse, sagde han ifølge Ritzau.
USA-reporter: Der er skruet op for sikkerheden
Certificeringen af valgresultatet har traditionelt ikke været noget, der har fyldt i amerikanernes bevidsthed, men det ændrede begivenhederne for fire år siden på, fortæller DR's reporter i USA, Anne Alling.
- Nu er virkeligheden en anden. Den 6. januar har fået en hel anden betydning for amerikanerne. Det kan vi også se ved det enorme sikkerhedsopbud, der er ude foran Kongressen i Washington i dag, siger hun og fortsætter:
- Ikke fordi man kender til, at der skulle komme optøjer, eller regner med, at der kommer til at ske noget overhovedet lignende, hvad vi så i 2021, siger Anne Alling, og peger på, at der findes en politisk virkelighed før og efter stormen på Kongressen.
- Man vil for alt i verden ikke ud i noget af det samme.
Dagens godkendelse, hvor de såkaldte valgmandsstemmer skal tælles, er sat til at gå i gang klokken 13.00 lokal tid. Det foregår konkret ved, at der bæres mahognikasser ind med forseglede kuverter, som indeholder valgresultaterne fra de enkelte delstater.
De åbnes, hvorefter resultaterne annonceres og noteres.
- Efter man har gennemgået dem allesammen, så bliver valgresultatet endeligt godkendt, fortæller Anne Alling.
Og her har Kamala Harris den lidet misundelsesværdige opgave, at hun skal godkende resultatet af det valg, hun tabte i november.
Som vicepræsident er hun nemlig formand for Senatet, der leder optællingen og står for at annoncere resultatet af afstemningen i valgmandskollegiet.
Mange af de dømte fra optøjerne for fire år siden kan se frem til at blive benådet af Donald Trump, der vender tilbage til Det Hvide Hus om to uger. Læs mere her: