Det blev en særdeles lang arbejdsdag for den demokratiske senator Jeff Merkley, da han tirsdag aften indtog talerstolen i Senatet. For der blev han de næste 15,5 timer, og først midt på morgenen i går gik han ned igen.
Tiden brugte Jeff Merkley på at opponere mod Neil Gorsuch, som er blevet nomineret som ny højesteretsdommer af USA's præsident Donald Trump, skriver Reuters.
Merkley kritiserede blandt andet Neil Gorsuch juridiske holdninger og anklagede Gorsuch for at blive en konservativ aktivist i retten.
Også Republikanerne fik et par ord med på vejen. Det skyldtes, at de republikanske senatorer tilbage i marts 2016 fik nedstemt tidligere præsident Barack Obamas nominerede til posten i højesteret, der har været ledig siden februar 2016. Ifølge Merkley havde republikanerne stjålet et sæde fra én præsident for at give det til en anden.
- Hvis det lykkes, vil det skabe en præcedens, der vil hjemsøge retten i de kommende årtier, lød det fra Merkley, der ifølge Reuters virkede træt hen imod afslutningen på sin lange tale.
Den del af talen blev efterfølgende italesat af den republikanske senator Cory Gardner, der forklarede, at "to fejl må gøre det rigtigt".
For at Neil Gorsuch kan blive udpeget som ny højesteretsdommer, skal han stemmes igennem med 60 stemmer for. Dét er der imidlertid ikke, men ifølge netmediet Vox ventes Republikanerne at benytte et element i lovgivningen, der gør det muligt underkende modstanden, hvis de kan samle blot 51 stemmer.
Gorsuch ventes at blive udpeget som ny højesteretsdommer fredag, skriver Reuters. Det vil betyde, at der atter vil være et konservativt flertal i den amerikanske højesteret.