Præsident Donald Trump og ledelsen i det republikanske parti sidder forslået tilbage, efter at det amerikanske Senat har stemt imod at afskaffe bare dele af sundhedsreformen Obamacare.
Det vurderer Philip Christian Ulrich, udenrigsredaktør på netmediet kongressen.com.
- Det er et kæmpe nederlag, at republikanerne efter syv år ikke ved, hvad pokker man skal stille op med Obamacare og ikke har en plan, siger han.
Laveste fællesnævner
Nederlaget blev en kendsgerning, da Senatet efter tre dages debat i morges dansk tid skulle stemme om at afskaffe sundhedsreformen.
På bordet lå et forslag, som den republikanske ledelse håbede ville kunne samle flertal i Senatet, hvor republikanerne har 52 ud af de 100 pladser.
Forslaget var en slags laveste fællesnævner og ville kun afskaffe enkelte dele. For Republikanerne er dybt splittede mellem moderate og konservative om, hvor meget af sundhedsreformen der skal rulles tilbage.
Alligevel stemte tre republikanere imod, herunder senator og tidligere præsidentkandidat John McCain.
Så forslaget faldt, og det er tredje gang på få måneder, at republikanerne må opgive at afskaffe Obamacare, som et demokratisk flertal i Kongressen vedtog i 2010.
- Nu må de tilbage til tegnebrættet. Men deres problem er, at det er enormt upopulært blandt deres vælgere at annullere Obamacare bare uden videre, for det vil betyde, at millioner af amerikanere mister deres sundhedsforsikring, siger Philip Christian Ulrich.
Centrale dele skulle væk
Det nu forkastede forslag ville have afmonteret centrale dele af Obamacare. Især kravet om, at alle amerikanere er pålagt at købe en sygeforsikring. Gør man det ikke, får man en strafskat.
Forslaget ville også have fjernet en forpligtelse for arbejdsgivere med over 50 ansatte at tilbyde sygeforsikring til personalet.
Ifølge Obamacare skal sygeforsikringer i dag indeholde ti såkaldte "essentielle goder". Det vil sige, at de skal dække lægekonsultationer, indlæggelser og hjælp hvis man skal føde, har et misbrug eller en psykisk sygdom m.m.
Republikanernes forslag ville have givet delstaterne mulighed for at lempe på det krav.
Ifølge Kongressens uafhængige budgetkontor, CBO, ville forslaget have betydet, at 16 millioner amerikanere ville have mistet deres sygeforsikring de næste ti år. Samtidig ville forsikringspræmierne være steget med 20 procent.
Kritik fra Trump
De konsekvenser og beslutningsprocessen i Kongressen var for meget for tre republikanske senatorer - John McCain fra Arizona, Lisa Murkowski fra Alaska og Susan Collins fra Maine. De stemte alle nej.
Præsident Trump var hurtig med sin reaktion efter nederlaget.
- Tre republikanere og 48 demokrater svigtede det amerikanske folk, skrev han på Twitter.
Tilbage står, at republikanerne er dybt splittede, og det gør det meget svært for partiet, siger Philip Christian Ulrich.
- I USA er politikerne loyale over for deres vælgere og deres delstat. Men partiloyalitet har man ikke som i Danmark. Derfor er det også svært at lave kompromisser, for man ved ikke, om der er republikansk opbakning til et republikansk lovforslag, siger han.