Her til aften er det sidste danske fly med personel fra Afghanistan landet på Flyvestation Aalborg efter en mellemlanding i Tyrkiet. Dermed er der sat et foreløbigt punktum i den evakueringsindsats, der er pågået siden den 15. august i forbindelse med Talibans fremmarch i landet.
Ifølge Udenrigsministeriet er 988 personer nu blevet evakueret fra Afghanistan. Med ombord på C-130J Hercules-transportflyet var her til aften de sidste dele af det mandskab, der har hjulpet med evakueringsindsatsen.
Oberst Lars Christian Hedemark har som chef for Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg holdt snor i de besætninger, der har været i Kabul for at hente tolke, lokalt ansatte og deres familier til Danmark.
Han lægger ikke skjul på, at evakueringer er foregået under ekstraordinære forhold.
- Det har været en meget speciel operation. Jeg har talt med folk, der har mere end 30 års erfaring, og de siger, at de aldrig har oplevet noget lignende, fortæller han.
'Vi vidste jo ikke, om der kom en civil løbende på landingsbanen'
En af de piloter, der i dag kunne stige af flyet på flyvestationen og tage hjem til sin familie er GIR. Han skal efter eget udsagn hjem og sove en "24-25" år efter missionen.
- Det startede i kaos og endte i kaos, men jeg synes, at vi har løst opgaven godt, lyder det fra piloten, der af sikkerhedshensyn kaldes sit pilotnavn.
Han har på første hånd været vidne til det kaos, der særligt lige omkring Talibans magtovertagelse herskede i Kabuls lufthavn.
- Særligt på første mission var der meget uroligt, og landingsbanen måtte sweepes for mennesker af de amerikanske styrker.
- Da vi kunne lande, vidste vi jo ikke, om der ville løbe en civil hen over landingsbanen lige pludseligt.
Derudover skulle GIR og de andre danske piloter lande i en langt fra operationel lufthavn.
- Kontroltårnet og alle kontrolinstanser var evakueret, så det var på vores egen intuition at få landet.
Meget meningsfuldt
På trods af de hårde vilkår tøver han ikke med at kalde evakueringsmissionen for en succes.
- Jeg hørte rygter fra starten af om, at vi skulle evakuere 100-200 mennesker, og vi endte med lige godt 1000. Så det har været en succes, lyder det fra piloten.
Han fortæller ydermere om en mission, hvor det var helt tydeligt, hvorfor man var der.
- Det har været meget meningsfuldt for mig. Ethvert menneske, jeg har haft med ombord, er et potentielt menneskeliv reddet.
Onsdag lettede det sidste danske fly fra Kabul. Torsdag eftermiddag ramte en eksplosion området nær lufthavnen, og dræbte mindst 100 - herunder 13 amerikanske militærfolk.
Islamisk Stat har sidenhen påtaget sig skylden for angrebet.
Mens det sidste fly med personel ombord nu er landet, så lander der endnu et fly med det sidste materiel fra den danske mission i nat eller i morgen tidlig.