De seneste fem dage er beskyldningerne haglet ned over Iran for at stå bag angrebet mod saudiske olieanlæg i Abqaiq i lørdags.
Først fra USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, dernæst fra Saudi-Arabien, som nu har fremlagt, hvad man hævder er væsentligt bevismateriale for, at Iran var direkte involveret i de to angreb, der med et slag halverede den saudiske olieproduktion.
Der er tale om rester fra forskellige droner og missiler, alt sammen samlet ind fra olieanlæggene, der blev ramt i lørdags, samt fra et angreb mod et andet olieanlæg den 14. maj.
Og de forskellige dele kan spores tilbage til Iran. Det hævder i hvert fald talsmand for det saudiske forsvarsministerium, Turki al-Malki, der samtidig understreger, at dets foreløbige analyser viser, at dronerne og krydsermissilerne ikke har rækkeviden til at være afsendt fra Yemen.
Præcist hvorfra, de forskellige droner og missiler er blevet afsendt, er ved at blive fastlslået, lød det al-Malki.
- Angrebet blev iværksat fra nord og er uden tvivl støttet af Iran. Når vi får fastlagt præcist sted for opsendelse, meddeler vi det. Vi får mange informationer og data fra de ubemandede fartøjer, men af sikkerhedsmæssige årsager kan jeg ikke sige mere om det nu, lød det fra talsmanden, der dermed undlod direkte at anklage Iran for at have iværksat angrebet.
Han slog dog samtidig fast, at de yeminitiske houthi-oprørere, der har taget ansvaret for angrebet, handler på ordre fra Irans Revolutionsgarde.
Ifølge Saudi-Arabien vil det omfattende bevismateriale nu blive fremlagt for FN, som landet har indbudt til at iværksætte en undersøgelse af angrebet mod det statslige olieselskab Aramco. Talsmanden kom ikke yderligere ind på, hvad Saudi-Arabiens modsvar vil være på nuværende tidspunkt.
Sanktioner mod Iran
Anderledes handlingsorienteret har USA’s præsident, Donald Trump, været. Tidligere i dag varslede han yderligere sanktioner mod Iran, mens den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, er i Jeddah for at mødes med kronprins Mohammed bin Salman for at diskutere og koordinere et fælles svar.
- Jeg har beordret finansministeren om at pålægge Iran yderligere sanktioner, skriver Trump på Twitter - dog uden at uddybe yderligere. Senere lød det fra præsidenten, at detaljer om sanktionerne vil følge inden for de næste to dage.
Fra Teheran nægter man fortsat enhver involvering, og både landets udenrigsminister, Mohmmad Javad Zarif, og forsvarsminister, Amir Hatami, har henvist til, at houthi-oprørerne står bag.
- Det er let at anklage uden at levere nogen form for bevis. Det har ingen værdi, lød det tidligere i dag fra Hatami.
I et officialt notat sendt til Washington afviser Iran enhver involvering i angrebene mod olieanlæggene og fordømmer udtalelserne fra USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, der umiddelbart efter angrebet hurtigt placerede ansvaret hos iranerne.
Samtidig advarer Iran om, at det ser sig nødsaget til hurtigt at reagere på en hvilken som helst agression fra USA's side.
Den amerikanske "maksimalt pres"-strategi har blandt andet ført til indførelsen af ekstremt hårde økonomiske sanktioner, som er et hårdt slag for Irans olieeksport.
- De vil indføre maksimalt pres mod Iran gennem bagvaskelse. Vi er ikke interesseret i yderligere konflikt i regionen. Men hvem begyndte den, har det tidligere lydt fra Irans præsident, Hassan Rouhani, med henvisning til den mere end fire år lange krig i Yemen.