Det er ikke blevet udvekslet mange forsonenede ord mellem USA og Iran de seneste dage, og i dag gentog Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, at enhver forestilling om, at de to lande kan mødes mere eller mindre er skrinlagt.
Donald Trumps strategi om “maksimalt pres” er ikke en krone værd for Iran, lyder det fra ayatollahen med henvisning til den kurs, amerikanerne har lagt over for Iran.
Det er stadig uvist, hvem der egentlig står bag weekendens angreb mod Saudi-Arabiens olieanlæg i Abqaiq. De iransk-støttede yeminitiske houthi-oprørere har taget ansvaret, og i givet fald skulle de ubemandede droner have fløjet over 1.000 kilometer fra de houthi-kontrollerede områder i det nordvestlige Yemen til Saudi-Arabien for at nå olieanlæggene i Abqaiq.
Men USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, var hurtig til at udpege Iran som den egentlig bagmand og pegede på, at angrebet var iværksat fra enten Irak eller endda Iran. Få timer efter fulgte præsident Donald Trump dog op med en noget mindre konstaterende formulering:
- Vi ved det stort set allerede. Meget tyder på, at det var Iran. Vi skal helt sikkert have fundet ud af, hvem der står bag. Det er ved at blive undersøgt nu, lød det fra USA's præsident, der samtidig slog fast, at han ikke er interesseret i at gå i krig.
Efter måneder med et tiltagende anstrengt forhold mellem landene har der de seneste uger ellers været forsøg på at nærme sig hinanden - godt hjulpet på vej af den franske præsident, Emmanuel Macron, som har forsøgt at mægle for at redde stumperne af atomaftalen fra 2015, som USA har trukket sig ud af tidligere i år.
Med weekendens angreb har eventuelle møder, som der ellers havde været spekuleret i kunne finde sted sideløbende med FN's kommende generalforsamling i New York, lange udsigter.
Men hvis ingen af parterne har interesse i en egentlig militær konflikt, hvad får så iranerne til at udfordre USA, der de seneste måneder har oprustet militært i regionen og truet landet?
Passer ind i Irans strategi
Iran er tydeligt bevidst om de udfordringer, både USA, Saudi-Arabien og Israel udgør i regionen, men meget tyder på, at iranerne stadig tror på, at de kan slå tilbage mod amerikanerne, uden at det får alvorlige konsekvenser.
Sådan lyder analysen fra Simon Mabon, der er ekspert i forholdet mellem Saudi-Arabien og Iran og leder af Richardson Institute i Storbritannien.
- Iranerne er velvidende om, at de ikke kan føre en konventionel krig uden at tabe i en altødelæggende konflikt, så mobilseringen af militser er den letteste måde for regimet at udøve pres på sine rivaler, siger han til DR Nyheder.
Og så længe militsernes aktiviteter ikke bliver mødt af et mere voldsomt modsvar, er hans vurdering, at man i Teheran anser denne strategi for succesfuld.
Strategien med at bruge lokale allierede i blandt andet Syrien, Yemen og Irak til at presse USA's allierede er en, iranerne længe har ført.
Samtidig har der de seneste måneder været en række hændelser i det strategisk vigtige Hormuz-stræde, hvor flere olietankere er blevet angrebet og beslaglagt - og som iranerne er blevet anklaget for at stå bag.
Iranerne har gjort det klart, at man kan afbryde olieforsyningerne ved at standse skibstrafikken gennem Hormuzstrædet, hvor omkring en tredjedel af verdens olieksport går igennem.
Opgør med "maksimalt pres"
Og det er et forsøg på at trække en streg i sandet og sige fra over for USA's "maksimalt pres"-strategi, hvor Trump først trak sig fra atomaftalen i 2015 og efterfølgende indførte en række strenge økonomiske sanktioner med det formål at bringe den iranske olieeksport til nul.
- Iranerne er ikke interesseret i en krig, men de vil udøve deres indflydelse i regionen så meget som muligt. Hvis de på noget tidspunkt får fornemmelsen af, at det får større konsekvenser end nu, forestiller jeg mig, at Teheran holder igen, siger Simon Mabon.
Også seniorforsker fra Dansk Insitut for Internationale Studier Helle Malmvig påpeger, at Iran, særligt efter USA i foråret afviste at forny dispensationer for køb af iransk olie, har set sig nødsaget til at sige fra overfor amerikanerne.
- Det handler om at vise, at USA's handlinger skal have en pris. Det handler ikke om at presse dem til krig eller det modsatte, men sanktionerne rammer Iran hårdt, og derfor skal det gøres omkostningsfuldt for USA, siger DIIS-forskeren.
At Iran stadigvæk er i stand til at udøve så stor en grad af indflydelse i Mellemøsten gennem dets militser indikerer samtidig, at den amerikanske strategi heller ikke til fulde fungerer efter hensigten, påpeger Simon Mabon.
'Det kender vi ikke noget til'-muligheden
Saudi-Arabien har gjort det klart, at man indtil videre afventer FN's undersøgelse af, hvem der kan have været involveret og stå bag weekendens angreb, der ramte halvdelen af landets olieproduktion.
For der er stor forskel på at hævde, at Iran er involveret i angrebet eller hævde, at angrebet er blevet iværksat fra iransk jord, påpeger Helle Malmvig.
Det handler nemlig om at holde muligheden åben for såkaldt "plausible deniability", med andre ord muligheden for med en vis rimelighed at nægte al kendskab.
- Der er jo flere grader af iransk involvering ved blot at være vidende om det eller levering af iranske våben.
- Den helt store gamechanger er dog, hvis det viser sig, at angrebet er iværksat fra iransk jord, for så er der ikke længere tale om lokale stedfortrædere, men et iransk angreb mod Saudi-Arabien, siger hun og understreger samtidig, at sandsynligheden for sidstnævnte ikke virker stor, da der i givet fald vil være tale om en stor eskalering.
Iran benægter, at landet skulle være involveret i angrebet mod det saudiske olieselskab Aramco, og landets udenrigsminister, Javad Zarif, kaldte i weekenden USA's strategi for "fejlslagen" og skrev på Twitter, at det at "skyde skylden på Iran ikke vil afslutte katastrofen" i Yemen.