Den terrormistænkte Salah Abdeslam nægter udlevering til Frankrig.
Det har hans advokat Sven Mary ifølge Le Figaro netop oplyst.
Han siger samtidig, at Abdeslam var i Paris under terrorangrebet, at han er blevet varetægtsfængslet af belgiske myndigheder, og at han vil samarbejde.
Oplysningerne er netop kommet frem under en afhøring af Abdeslam, som ifølge det belgiske medie Le Soir begyndte lidt over middag i dag i anklagemyndighedens lokaler i Bruxelles.
Abdeslam blev anholdt i går og er mistænkt for at være en af gerningsmændene bag terrorangrebet i Paris i november, der kostede 130 mennesker livet.
Efter anholdelsen gjorde den franske præsident, Francois Hollande, det klart, at Frankrig ønsker Abdeslam udleveret fra Belgien.
Abdeslam er også blevet afhørt af politiet i løbet af formiddagen. Men fordi afhøringen gik hurtigt, så tyder det ifølge Le Soir på, at han ikke har villet sige meget foran dommeren.
De fire andre, som også blev anholdt under en politiaktion i går, vil også blive stillet for en undersøgelsesdommer i dag.
I Belgien kan man kun sidde fængslet i 24 timer, inden man bliver stillet for en dommer. Det kan i forbindelse med terror forlænges en enkelt gang.
Mens det foregår, så fastholder Belgien terrortrusselsniveauet efter gårsdagens politiaktioner.
Det skriver DR's EU-korrespondent Ole Ryborg på Twitter.
https://twitter.com/OleRyborg/status/711148982660104192