Salah Abdeslam, der er mistænkt for medvirken til terrorangrebet i Paris i november, er udskrevet af hospitalet i Bruxelles. Her er han blevet behandlet for sår, han fik i forbindelse med sin anholdelse i aftes.
En anden person, der blev anholdt sammen med Abdeslam, kom også til skade, men han er også udskrevet nu, siger borgmesteren i Bruxelles.
- De to terrormistænkte har forladt Saint-Pierre hospitalet, skriver Bruxelles borgmester, Yvan Mayeur, på Twitter.
Han skriver ikke, hvor de to er bragt hen.
Ifølge Le Figaro skal Salah Abdeslam og hans medsammensvorne efter planen hurtigt afhøres af belgisk politi og en undersøgelsesdommer.
Det skal formentlig ske, inden der tages hul på spørgsmålet om udlevering til Frankrig, skriver France24.
Salah Abdeslam er formentlig den sidste overlevende af de ti formodede gerningsmænd bag terrorangrebet i Paris den 13. november.
Den anden anholdte er mistænkt for at have deltaget i planlægningen af angrebet. Han går både under navnet Monir Ahmed Alaaj, som der stod i et falsk syrisk pas, og Amine Choukri, som der stod i falske belgiske id-papirer.
/DR Nyheder/