Den ottende Paris-terrorist, Salah Abdeslam, er lørdag eftermiddag blevet formelt anklaget for "terrordrab" og for at være en del af en terrorgruppe, oplyser Belgiens anklagemyndighed ifølge Reuters.
Samme anklage lyder det mod en anden mand, der blev anholdt sammen med Abdeslam fredag - han er netop blevet identificeret.
En tredje anholdt blev ligeledes tiltalt for at være en del af en terrorgruppe og for at hjælpe andre kriminelle.
To kvinder, der befandt sig i samme lejlighed, da politiet rykkede ind, blev også anholdt. Den ene er blevet løsladt, mens den anden blev anklaget for at have hjulpet en kriminel.
Abdeslam har tidligere gennem sin advokat oplyst, at han nok vil samarbejde med de belgiske myndigheder, men han nægter udlevering til Frankrig.
Salah Abdeslam var en af terroristerne, der stod bag angrebene i Paris 13. november sidste år.
Det forventes, at han nu bliver overført til et topsikret fængsel i den vestlige del af Bruxelles.