Ryborg: Trump-uroen er ikke blevet mindre efter G20

Den amerikanske præsident lader sig ikke påvirke af resten af verden.

USA's præsident, Donald Trump, mødtes blandt andet med den tyske kansler, Angela Merkel, under G20-topmødet i Hamburg. (Foto: © PATRIK STOLLARZ, Scanpix)

​Det er i den grad blevet tydeligt under de seneste dages G20-topmøde, at USA på flere punkter er kommet på kollisionskurs med resten af verden, efter at Donald Trump overtog præsidentembedet i begyndelsen af året.

Og intet tyder på, at den amerikanske præsident har planer om at justere sin politiske kurs, selvom verdens lande presser på for det.

Det fortæller DR’s EU-korrespondent, Ole Ryborg, der har dækket topmødet i den nordtyske by Hamburg.

- Der er en uro og bekymring blandt verdenslederne, når det kommer til Trump. Det er ikke let at læse den amerikanske strategi, og det skaber usikkerhed, hvilket resten af landene hader, siger Ole Ryborg.

Han peger på, at G20 er det tredje topmøde efter henholdsvis G7- og Nato-topmøderne i maj, hvor verdenslederne har haft mulighed for at møde den amerikanske præsident ansigt til ansigt.

- Det var altså tredje gang, hvor verdenslederne havde mulighed for at påvirke Trump til at holde fast i de gængse internationale spilleregler, som er blevet opbygget igennem årtier. Men alle forsøgene er prellet af på ham, og der er ikke længere nogen tro på, at man kan få Trump med. Det bekymrer rundt om i verden, siger Ole Ryborg.

Klimastrid fortsætter

Det var 20 af verdens største og mest betydningsfulde økonomier, som deltog i det to dage lange topmøde i Nordtyskland.

Her stod emner som klima og frihandel højt på dagsordenen. Og det var især i forhold til klimaet, at uenigheden mellem den nye amerikanske regering og resten af verdens største økonomier var tydeligst.

Donald Trump meddelte tilbage i maj, at han vil trække USA fra FN’s globale klimaaftale, der blev forhandlet på plads i 2015.

Beslutningen blev fordømt af resten af verdens lande, og de har efterfølgende forsøgt at få den amerikanske præsident til at ændre holdning til spørgsmålet.

Det er dog ikke lykkedes, og i sluterklæringen fra topmødet står der, at USA som den eneste af de 20 G20-medlemmer ikke bakker op om klimaaftalen.

- Storbritanniens premierminister, Theresa May, sagde inden topmødet, at hun stadig håbede, at hun kunne få USA til at forblive i aftalen. Men selv hun tror ikke længere på det, siger DR’s EU-korrespondent.

Uenighed skudt til hjørne

Derudover er der spørgsmålet om frihandel, hvor Donald Trumps protektionistiske ’Amerika først’-politik har givet panderynker rundt i regeringskontorerne.

I sluterklæringen står der, at G20-landene vil værne om frihandel og åbne markeder, hvilket umiddelbart strider med Donald Trumps handelspolitik.

Men den amerikanske præsident truer stadig med at indføre en straftold på stål, som bliver eksporteret til USA, og nu har G20-landene igangsat en hurtig undersøgelse af, hvad der sker med dumping af billigt stål på verdensmarkederne, fortæller Ole Ryborg.

- Uenigheden er ikke blevet løst, men er derimod blevet sparket til hjørne til september, hvor rapporten skal ligge klar, forklarer Ole Ryborg og peger på, at truslen for en handelskrig mellem USA og EU, som den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har advaret om, ikke er drevet over endnu.

- Så selv om G20-topmødet nu er afsluttet med enighed om en række emner, så er det tydeligt, at der stadig er store bekymringer om den nye kurs, USA har anlagt efter valget af Trump. Verdenslandene venter nu på at se, hvad han kan finde på at gøre, og det er tydeligt, at resten af verden stadig har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere ham.