En domstol i Moskva har dømt den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnij til 30 dages fængsel for at have arrangeret en ulovlig demonstration.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Domstolen har fundet Navalnij skyldig i at have brudt loven om offentlige forsamlinger flere gange.
Oppositionspolitikeren havde mandag eftermiddag indkaldt til demonstrationer på tværs af Rusland.
Demonstrationerne er en del af Navalnijs kampagne mod det russiske styre, som han anklager for at være korrupt.
Aleksej Navalnij blev dog anholdt på sin bopæl, 40 minutter før en stor demonstration i Moskva og andre byer skulle begynde.
- De anholdt Aleksej ved huset, skrev Navalnijs kone, Julia, på Twitter tidligere mandag ifølge nyhedsbureauet dpa.
Vil stille op til præsidentvalget
I et andet tweet oplyste en talsperson for politikeren, at strømmen var blevet slukket på Navalnijs kontor. Dermed blev en livesending fra kontoret stoppet.
Den 41-årige oppositionspolitiker har erklæret, at han opstiller ved præsidentvalget næste år.
Navalnij har gennem en utrættelig onlinekampagne tiltrukket en ny generation af aktivister. Han blev også anholdt i marts under en lignende demonstration.
Hundredvis af personer blev tilbageholdt i både Moskva og Sankt Petersborg, da demonstrationerne havde været i gang i omkring en time.
Der var ifølge nyhedsbureauet AP ventet op mod 50.000 demonstranter i den russiske hovedstad, Moskva, og demonstrationer og protester i omkring 200 andre byer i Rusland.
Mandag aften oplyser ngo'er, at de russiske myndigheder har tilbageholdt op mod 1500 personer.
/ritzau/