Det anspændte forhold mellem Rusland og USA er i dag blevet for forværret, efter at 35 russiske diplomater har fået besked om at være ude inden for 72 timer.
Årsagen er den meget omtalte hackersag, hvor amerikanske myndigheder beskylder Rusland for at have forsøgt at påvirke det amerikanske præsidentvalg.
Den amerikanske udmelding er ikke blot alvorlig - den er også bemærkelsesværdig, siger Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og ekspert i russiske forhold
- Det er også bemærkelsesværdigt, fordi det er et meget gammeldags skridt i forhold til det, som russerne har foretaget sig, siger han.
- Hvis USA finder oplysninger om Rusland og offentliggør dem, så vil det være mere i stil med det, Rusland har gjort. Og det vil også være en mere bemærkelsesværdig udvikling, siger Flemming Splidsboel.
Generelt har der været rigtig kold luft mellem de to stormagter på det seneste. Både på grund af Syrien og på grund af Ukraine, men også på grund af nogle af de ting, som russerne foretager sig i Europa, siger seniorforsker Flemming Splidsboel.
/ritzau/