Rusland udviser 23 britiske diplomater

Rusland svarer igen på udvisninger fra Storbritannien og vil sende 23 britiske diplomater ud af landet.

Rusland vælger nu at udvise 23 britiske diplomater fra landet som modsvar på briternes udvisning af russiske diplomater tidligere på ugen. Samtidig meddeler Rusland, at Storbritannien skal lukke sit konsulat i Sankt Petersborg.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium.

De britiske diplomater skal være ude af Rusland inden for en uge.

Det sker som en konsekvens af, at Storbritannien onsdag meddelte, at 23 russiske diplomater bliver udvist efter giftangrebet mod en tidligere russisk spion og hans datter i den britiske byen Salisbury.

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, advarede allerede torsdag, at Rusland ville svare igen efter den britiske premierminister Theresa Mays anklager om, at Rusland står bag giftangrebet mod Sergej Skripal og datteren Julia i sidste uge.

Ifølge den britiske premierminister, Theresa May er de kemikalier, der blev brugt til giftangrebet, en del af nervegiftgruppen Novichok, der blev udviklet af sovjetisk militær i slutningen af Den Kolde Krig, og at Rusland højst sandsynligt står bag angrebet.

Russerne har hidtil nægtet at have noget med angrebet at gøre, men Storbritannien har indført en række sanktioner mod landet og blandt andet givet de 23 russiske diplomater en uge til at forlade landet.

USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland udsendte torsdag en erklæring, hvor i de skriver, at det er Rusland, som står bag angrebet i sidste uge.