Udvisning af 23 diplomater, aflysning af tur til fodbold-VM for kongelige og ministre, aflysning af en række topmøder og et vågent øje på russiske penge i London.
Sådan lyder svaret fra den britiske premierminister, Theresa May, i dag, efter Rusland har undladt at komme med en tilfredsstillende forklaring på det giftangreb, den britiske regering har kaldt for et angreb på britisk jord.
- Det er den største udvisning i mere end 30 år, og det faktum, at man indstiller al forbindelse til Rusland på højere niveau, og dermed også aflyser udenrigsminister Sergej Lavrovs besøg i London, viser også, at det er et meget massivt svar fra Storbritannien, siger DR's korrespondent i London, Kim Bildsøe Lassen.
Nogle havde måske forventet endnu voldsommere reaktioner, men reelt har reaktionsmulighederne været begrænsede, påpeger korrespondenten.
- Man har talt om eventuel en slags cyber-angreb mod Rusland, men de fleste eksperter betragter det som en meget vanskelig og også farlig vej at bevæge sig ind på.
Undlod at reagere på britisk deadline
Den britiske regering havde givet Rusland indtil midnat til at komme med en forklaring, efter at have anklaget russerne for at stå bag giftangrebet på den russiske eksspion og dobbeltagent Sergej Skripal og hans datter Julia.
Rusland har gentagne gange afvist at have noget at gøre med angrebet og kaldt beskyldningerne for 'nonsens'.
I sin tale til det britiske parlament understregede Theresa May, at hun anser det for 'tragisk, at Vladimir Putin har valgt at handle på denne måde'.
- Det er jo en klar erklæring over for Rusland. Man går endda videre eksempelvis med en række økonomiske sanktioner, der betyder øget kontrol af de russiske penge, som kommer til London, siger Kim Bildsøe Lassen og fortsætter:
- Det kan ramme den store gruppe af velhavende russere i London, der er tæt knyttet til Kreml og Putin. Man ændrer i i mulighederne for at føre penge til Storbritannien: Måden, de bliver registreret på, måden pengene er kommet til, om de bliver skjult eller forsøgt hvidvasket, vil der være langt større fokus på nu.
Opbakning til Theresa May
Den britiske premierminister har de seneste dag fået solidaritetserklæringer fra blandt andet EU, Nato's generalsekretær Jens Stoltenberg og en række statsledere fra hele verden.
Hun har også indkaldt til hastemøde i FN's Sikkerhedsråd i morgen for at diskutere yderligere handling mod Rusland.
- Det er vigtigt for Storbritannien og Theresa May at få den internationale opbakning, når der er tale om det, som regeringen formulerer som et angreb fra en fremmed magt på britisk jord, siger Kim Bildsøe Lassen.
- Det skriver sig jo også ind i historien om, hvordan det moderne Rusland optræder aggressivt, og derfor er opbakningen også væsentlig. Der forventes også at komme mere ud af både FN’ Sikkerhedsrådsmødet og mødet i Nato, som moralsk vil styrke den britiske sag yderligere.