Rumæner smidt ud fra lejr: Jeg vil gerne blive i Sverige, så jeg kan tigge

Migrantlejr er nu ryddet for migranter i Malmø, og en rendegraver er igang med at fjerne de sidste rester fra lejren.

Gabriel fra Rumænien vil gerne finde et mere permanent sted i Sverige, fordi han har brug for de penge, han tjener på gaden.

Det er nu lykkedes politiet at fjerne de sidste cirka 30 romaer fra industripladsen i Malmø, som gennem halvandet år har været migranternes hjem. Det oplyser DR’s reporter på stedet Paw Velling.

- Migranter og demonstranter er nu i samlet flok på vej mod rådhuset, mens de råber ’kommune, kommune’, siger Paw Velling.

Flere af migranterne taler hverken engelsk eller svensk, men råber højt og viser med store armbevægelser deres utilfredshed til presse og politi, siger han.

Nogle af dem lægger hænderne på siden af hovedet for at signalere, at de bare gerne vil have et sted at være om natten.

Romaerne er utilfredse med, at kommunen ikke tilbyder dem et mere permanent sted at bo i stedet for blot et herberg i nogle få dage, efter beslutningen om at rydde deres hidtidige hjem på den private industriplads.

Demonstranterne, som politiet tidligere i dag måtte trænge ud bag lejrens hegn, tog godt imod de bortviste romaer med jubel og kaffe.

Gabriel er blandt de romaer, som ikke ved, hvor han nu skal tage hen.

- Jeg vil gerne blive i Sverige måske fem måneder mere, så jeg kan tigge og sende penge hjem til min familie, siger han til Paw Velling.

Se interviewet med romaen Gabriel herunder:

Politiet har siden i morges forsøgt at overtale beboerne til at forlade lejren, så kommunen kunne komme ind på pladsen og rydde den. Der er nu en rendegraver i gang med at fjerne de selvbyggede huse, campingvogne og telte, hvor migranterne har opholdt sig.