Svensk politi rydder romalejr i Malmø

Politiet er mødt talstærkt op for at fjerne migranter fra lejr, hvor de har boet i halvandet år.

Politiet er talstærkt til stede ved roma-lejren i Malmø. (Foto: © Hugo Lindkvist, SVT)

Politiet er mødt talstærkt op for at fjerne migranter fra lejr, hvor de har boet i halvandet år.

Svensk politi er tidligt tirsdag morgen begyndt at rydde en migrantlejr i Malmø.

Det oplyser Aftonbladet og nyhedsbureauet TT's journalist på stedet.

Rydningen af lejren, der ligger på en industrigrund i Malmø og det seneste halvandet år har været hjemsted for mellem 100 og 200 romaer, har været planlagt i over en måned.

Ifølge TT er "et stort antal" politibusser kørt hen til lejren, der er blevet kendt ulovlig, og hvor beboerne havde fået en frist til klokken 16.00 i søndags til at forlade den.

Mellem 50 og 100 aktivister havde forinden samlet sig ved indgangen til lejren. De er utilfredse med, at den skal ryddes.

Ifølge Aftonbladet har aktivisterne ydet passiv modstand ved at undlade at flytte sig fra indgangen til lejren.

Flere af migranterne har ifølge TT selv valgt at forlade området, inden rydningen blev sat i værk.

Politiet siger, at det indledningsvis anvender "kommunikative metoder" for at få menneskene til at forlade området frivilligt.

- Dem, som ikke vil gå frivilligt, leder vi herfra, og dem, som ikke vil gå på egne ben, må vi bære herfra, siger Rober Loeffel, polititalsmand i region Syd, til TT.